Anmeldelse: Western Stars (Blu-ray)

Når Bossen kalder, skal du dukke op til samling.

Bruce "The Boss" Springsteen behøver næppe en større præsentation. Siden karrierens start i 1964 er arbejderen fra New Jersey blevet en af de bedst sælgende musikere nogensinde, hvilket har resulteret i talrige priser og succesfulde singler. Sidste forår udgav musikeren sit 19. album, "Western Stars", der af nogle kritikere blev kaldt hans bedste skive i årevis. Sidste efterår debuterede Bossen som instruktør (i samarbejde med Thom Zimmy) med koncertfilmen af samme navn. Den er nu udkommet på Blu-ray og er en essentiel oplevelse.

Koncertfilmen er skudt over to dage i en lade fra 1800-tallet – en lade, Bossen ejer. Han spiller sit seneste album for publikum sammen med konen Patti, et band og et orkester. Mellem sangene præsenterer amerikaneren de forskellige musikalske indslag med anekdoter fra fortiden og fortæller, hvordan de inspirerede ham til at skrive albummet.

"Western Stars" er en fortælling, der påtaler hungeren efter frihed, selvrealisering og kærlighed, samt hvordan disse elementer beriger livsoplevelsen, selvom de kan modsætte den personlige udvikling. Sangene er karakterdrevne og byder alle på klicheer. Løgne og fortrydelse, at reflektere over fortiden og tage ved lære, og hvordan disse øjeblikke danner én som menneske. Ikke just originale temaer, men Bossen formår alligevel at præsentere banale emner med effektiv patos.

Dette er en tankevækkende og rørende oplevelse. Det er til at føle på, at den 70-årige musiker har oplevet sine op- og nedture. Hvilket musikken smukt understreger – sammen med det vidunderligt romantiske samspil med Patti, mandens showmanship og anerkendelse af de andre musikere. Mellem sangene ytrer Springsteen sig kort og præcist, blandet med arkivmateriale fra sit personlige galleri og vanvittigt smukke billeder fra nutiden. Bekendtskab til musikerens karriere er ikke nødvendigt; "Western Stars" står flot for sig selv. På lige fod med Nick Cave and the Bad Seeds' "One More Time with Feeling".

Fyldt med charme og personlighed og fordelt over 83 magiske minutter. Ganske enkelt er her tale om en seværdig oplevelse. Nostalgien ved de gamle dage er til at føle for, kontra nutidens splittelse mellem frihed og familiedannelse, og hvilke komplikationer begge medfører. Og det er til at føle på, uanset alder eller bekendtskab med musikken. Og ros til Springsteen for udelukkende at fokusere på sit 19. album, hvor fristelsen for at malke penge på velkendte sange undgås. Denne koncertfilm er skabt på vegne af en mand, der stadigvæk har noget på hjertet. En refleksion over det nuværende samfund, hvordan tingene har ændret sig og den personlige rolle i begge perioder. Fortalt med magiske, musikalske øjeblikke og fantastiske anekdoter, der bidrager til en emotionel rig oplevelse. Uanset ens bekendtskab med Springsteen kan dette ikke diskuteres. Musikerens kælenavn er yderst fortjent. Når Bossen kalder, skal du dukke op til samling. Særligt med en uhyre effektiv koncertfilm, hvis indtryk er svært at glemme.

BILLEDE & LYD

Billederne er bedst egnet til et stort lærred, men intet er tabt på et lille. "Western Stars" er en vanvittig smuk dokumentar. Måden, hvorpå lyset påvirker kameraet, de personlige øjeblikke med Bossen og de grynede øjeblikke med videoer fra opvæksten og ungdommen. De bidrager med fortællingens effektivitet og til nostalgien.

Lyden er for det meste fremragende. Som ved de fleste koncerter er der øjeblikke, hvor enkelte instrumenters pondus går tabt. Hvilket især går udover trommer og bas. Godt nok skal man være tæt bekendt med de pågældende instrumenter for at påpege disse fejl. Men ellers er dette en Blu-ray, der skriger efter den bedste højtaleropsætning. Eller høretelefoner, der understøtter 3D-lyd.

EKSTRAMATERIALE

Udover forskellige muligheder for sprog vedrørende undertekster er der intet ekstramateriale. Men givet at Bossen giver os et par indblik i skabelsen af denne dokumentar gennem selve værket, kan man spørge sig selv, om det er nødvendigt med mere. Fans vil måske være skuffede, og fred være med det. Men for undertegnede er det helt fint.

Western Stars (Blu-ray)