Så hjælper det selvfølgelig også, at det er en fantastisk filmatisering.
"Little Women"-indtjening i Danmark giver håb for biografernes fremtid
Greta Gerwigs periodedrama er en uventet økonomisk success internationalt.
Filmbrancen er mere end forsigtig under coronakrisen. En række biografpremierefilm er i stedet udsendt digitalt, mens også næste års Oscar-show er udskudt et par måneder. Dog er der positive tegn at spore – heriblandt i Danmark, hvor biograferne er åbnet igen.
I Danmark har "Little Women" indtjent knapt 5 mio. kroner. Hvilket er flot, krisetiderne taget i betragtning, fortæller Frederik Maling Juul, Head of Theatrical Distribution hos SF Studios, der står bag distributionen i Norden:
"Det her er godt. Det er endda meget bedre, end jeg havde regnet med, at filmen ville indtjene før coronaen," siger Juul.
Selvom det gode salg kan tilskrives den begrænsede mængde premierefilm og dermed manglen på konkurrence i biograferne for øjeblikket, så understreger tallene også, at publikum i høj grad savner at vende tilbage til biografmørket. Det mener Frederik Malling Juul: "Jeg synes, at dette viser, at folk vil komme tilbage til biograferne, hvis de føler sig sikre på, at det er under sikre forhold."
"Little Women" har i skrivende stund indtjent lige godt 207 mio. dollars på verdensplan, hvoraf knap 100 mio. dollars er indtjent udenfor USA. At filmen åbner i en række biografer i resten af verden, giver anledning til at håbe på en anden bølge for filmverdenen. Vel at mærke af den mindre virusinficerede variant.