"Road House"-remaket med Jake Gyllenhaal får endelig en premieredato
Gyllenhaal tager arven op fra Patrick Swayze i det hårdtslående actionbrag.
En af de allerførste nyheder her på Moovy fastslog tilbage i 2015, at et remake af "Road House" var på vej – med UFC-fighteren Ronda Rousey ("Fast & Furious 7") i hovedrollen.
Det projekt blev dog aldrig realiseret, men nu er en genindspilning af "Road House" altså færdiggjort med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, og den nye film lander på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, den 21. marts i år.
For få uger siden begyndte der at florere rygter om, at den nye "Road House" ikke udkommer i biograferne, og det bekræfter Amazon altså.
Den oprindelige "Road House" udkom i 1989 og er for længst blevet en kultfilm af dimensioner. Her spillede Patrick Swayze en hårdhudet dørmand, der bliver hyret til at tage sig af det værste klientel i en ny bar, før han modvilligt bliver inddraget i et blodigt opgør med en lokal forretningsmand og hans håndlangere.
I den nye "Road House" spiller Gyllenhaal en tidligere UFC-fighter, der ligesom Swayzes karakter bærer navnet Dalton, og som også takker ja til et job som dørmand i en bar, før han bliver suget ind i en omfangsrig konflikt.
Den erfarne actioninstruktør Doug Liman ("The Bourne Identity", "Edge of Tomorrow") står bag "Road House"-remaket, som bl.a. har Anthony Bagarozzi med om bord som manuskriptforfatter. Bagarozzi skrev det morsomme actionhit "The Nice Guys" sammen med Shane Black.
Vi venter stadig på en teaser til den nye "Road House", men en ny trailer til flere af Amazons kommende tv- og filmtitler byder på et ultrakort smugkig 1 minut og 22 sekunder inde i videoen: