Anmeldelse: I morgen

Klimaproblemerne er faretruende aktuelle. Fremtidsperspektiverne synes uoverskuelige, når overskrifterne om klimaforandringer varsler dommedagsscenarier i nærmeste fremtid. I fiktionens verdenen er cli-fi – climate fiction – blevet et gængs begreb, og selvfølgeligt er Hollywood med på dillen og hælder katastrofefilm ud til højre og venstre. Måske er det på tide at formidle et klimabevidst budskab anderledes og mere positivt end hidtil? Dokumentarfilmen "I morgen" går i en helt anden retning med en idealistisk mantra om, at verden er fuld af gode løsninger.

Instruktørerne Mélanie Laurent (nok mest kendt fra sin rolle som brandfarlige filmoperatør i "Inglorious Basterds") og Cyril Dion er taget på roadtrip for at redde verden. Til trods for de føromtalte dystre fremtidsudsigter vælger de at se mere positivt på tidens tendenser. På deres rejse møder de øko- og miljøaktivister og kommer bl.a. også et smut til København, hvor de sludrer med teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Tanken er at belyse de mange bæredygtige projekter, der opstår rundt omkring i verden, for at fremhæve de gode historier.

Ingen tvivl om, at "I morgen" er et aldeles sympatisk projekt. Allerede nu er den endda blevet en mindre blockbuster i hjemlandet Frankrig – hvor den også i år vandt prisen som bedste dokumentarfilm. Perspektivet er spændende og medrivende, ja nærmest revolutionært. We will overcome! Boblende varme inde i hjertets afkroge skal ej fornægtes, når fællesskabet hyldes, og håbet indgydes, som var det Præsident Obamas kalkulerede valgkampagne. Uagtet de gode hensigter og underholdende momenter ér "I morgen" enormt kalkuleret og konstrueret. Men målet helliger midlet, ikke sandt?

Som udgangspunkt er der ellers mange gode grunde til at holde af "I morgen". Det selvbevidste fokus på de gode historier for at belyse de sider, som medierne ikke altid kan trække de store sensationer ud af, giver et forfriskende indblik i grønne globale initiativer. Nok så komplekse videnskabelige indgange til verdenssituationen og mulige løsninger forklares i øjenhøjde.

Bestræbelsen på at nå alle som én i så positiv og omfavnende tone som overhovedet muligt bliver for ledende, for påtaget og for meget. Tag ikke fejl, "I morgen" er et opløftende klima-wake up call fortalt entusiastisk og engagerende – når den er bedst. Når den er værst, fremstår den med sin up beat-musik og stemningsbillederne af økoguruer som en alt for smart hipsterfest i Kødbyen.

Makkerparret Laurent og Dion inviterer til selvbevidst god karma miljøfest med "I morgen". Til tider er tonen alt for kvalmt fortalt, og ingen tvivl om at det er sjovest, hvis vi vælger at danse med på tonerne. Til gengæld er det befriende med et så progressivt og enormt gennemarbejdet løsningsorienteret perspektiv på klimaproblemerne.  

 

I morgen