Anmeldelse: VOLD i kærlighedens navn

Gåsehuden løber ned ad kroppen fra det øjeblik, Christina Rosendahls seneste dokumentarfilm starter.

"Der er en kvinde, der har været udsat for vold. Værsgo." Med disse ord får vi i "VOLD i kærlighedens navn" vist, hvordan mange kvinder i dagens Danmark bliver dirigeret videre, når de har oplevet vold fra deres partner. Fysisk såvel som psykisk vold. Det er ord, der bliver udtalt inden for væggene i kvindekrisecentret Danner. For disse kvinder kunne nemt være eller en dag blive dig eller mig.

Med "VOLD i kærlighedens navn" bliver der sat fokus på især psykisk vold. Christina Rosendahl er den første filminstruktør, der har fået lov til at blive lukket ind i det normalt hermetisk lukkede krisecenter, Danner. Dokumentarfilmen, der bygger på optagelser lavet de sidste fem år, følger kvinder som rådgivere, og som bliver rådgivet. Rosendahl giver et nært indblik i, hvordan psykisk og fysisk voldsramte kvinder ikke bare kommer i sikkerhed – men også får værktøjer til at forstå sig selv og bryde de reaktionsmønstrer, der holder dem fast i en voldelig relation.

Gåsehud løber ned ad kroppen fra det øjeblik, filmen starter. Med den kolde musik, samstemmende i takt med iskolde facts om vold fra mænd, mod de kvinder de lever eller har levet sammen med og fortællingerne kan konkurrere med de værste gyserfilm. Kvinder, som kommer i Danner, oplever Halloween – året rundt. Gyset og frygten stopper aldrig. Ikke at det altid handler om blå mærker, når det kommer til vold. Mest udbredte er den psykiske vold. 97 procent af kvinderne på krisecentret har været udsat for psykisk vold. Alligevel er det et område, der endnu ikke findes lovgivning om i Danmark.

I "VOLD i kærlighedens navn" handler volden mod kvinderne ikke bare om, at de "kan" forlade deres mænd. Det går meget dybere. Kvinderne bærer kærligheden. Mændene bærer volden. Kort og groft sagt ud fra Rosendahls perspektiv. Kvinden er det fangne offer. Hvis en flue først er fanget i et edderkoppespind, kan man ikke himle med øjnene over, at de ikke slipper fri lige med det samme. Det kræver stærke bevægelser at komme ud af et ondt og langt favntag. Især hvis kvinden er nedbrudt i kroppen og i sindet. "VOLD i kærlighedens navn" fremviser en tankevækkende mellemvej og viser voldens spind – men også vejen til at slippe ud af det.

Danner-kvindernes historier om vejen til denne frihed er rystende, men portrætteret med stor sindsro og uden rysten på hånden. Kvindernes stemmer foran kameraet skælver, mens kameraet ruller sikkert. Historierne skal ud. Man kan mærke, at Christina Rosendahl har noget at skulle have sagt. Hendes egen baggrund har været præget af vold og frygt, hvor "VOLD i kærlighedens navn" også giver anledning for instruktøren til at bearbejde fortiden – anledning til, at der kommer mere fokus på de forfærdelige tilfælde. Fortællingerne er tragiske og giver foruroligende indblik i de mange triste og evindelige skæbner. Vi må takke hvilke som helst højere magter for, at der eksisterer organisationer som kvindekrisecenter Danner.

En kvinde taler med frygt i stemmen om en mand, som "tog" sig af hende. Han havde styr på alt i hendes liv, lige fra økonomien til at hun fik afrimet fryser og lagt tøj på plads.  Sekvensen viser den følelsesmæssige tvivl i kvinden. Hun føler ikke længere, hun kan stole på sine egne valg, nu hvor manden er væk. Det er ikke, fordi hun ikke kan – men fordi hun ikke føler, hun kan gøre det rigtigt nok. Kvinden føler sig på uhyggelig vis overvåget – af et spøgelse af psykisk vold. Et spøgelse, som Christina Rosendahl hiver frem fra skyggerne og på fornem vis italesætter, så vi kan tale om at afmontere volden.  

VOLD i kærlighedens navn

Kommentarer

VOLD i kærlighedens navn

    Log ind for at deltage i diskussionen