Anmeldelse: 3 Ting

Manusforfatter på Nicolas Winding-Refns nyklassiker "Pusher", Jens Dahl, har været en del af underholdningsbranchen i over 20 år, men indtil nu hovedsageligt som tv-forfatter. Med "3 Ting" gør han sin debut som spillefilmsinstruktør, og med sig har han to af Danmarks mest efterspurgte skuespillere i øjeblikket. Filmen, der hovedsageligt foregår i ét rum, afviger på godt og ondt fra normerne i dansk film anno 2017.

Nikolaj Coster-Waldau spiller den tatoverede sprængstofekspert Mikael, der indgår i politiets vidnebeskyttelsesprogram efter at have røvet 60 mio. kroner sammen med en gruppe serbere. For selv at undgå fængsel har han indvilliget i at udlevere sine medsammensvorne. Mikael føres derfor til et hotelværelse, hvor han kan blive forhørt af politiet i sikkerhed. Her stiller han tre krav for at samarbejde: PET skal hente hans ekskæreste Camilla (Birgitte Hjort Sørensen), bringe ham en kasse fra et opbevaringslager og bestille to gange butter chicken.

Herfra begynder et psykologisk spil mellem politiet og Mikael. For hvad skal han dog med den kvinde, hvad er der i kassen, og hvorfor lige butter chicken? Hvilken essentiel rolle spiller mon disse tre ting?

Svarene skal selvfølgelig ikke røbes her. Det er et spændende udgangspunkt at opstille et sådan mysterium, der vækker mindelser om Egon Olsens lange indkøbslister. Men det er også farligt, fordi svaret sjældent er ligeså interessant, som mysteriet lægger op til – tv-serien "Lost" er nok det mest eklatante eksempel på det forhold. "3 Ting" lider af nøjagtigt samme kompleks, men egentlig er det mest forunderlige, at filmen i langt højere grad handler om alt muligt andet. "3 Ting" er nemlig ikke så meget en spændingsfilm, som den er et karakterstudie.

På hotelværelset skifter samtalen mellem forhør og personlige snakke Mikael og Camilla imellem. Vi lærer om forbryderens fortid, manipulerende adfærd og moralske dilemmaer. Alligevel føles det aldrig, som om vi rigtig lærer hovedpersonen at kende. Filmens meget abrupte slutning leverer tæt på ingen karakterudvikling. og følelsen af, at det hele i sidste ende var lidt ligegyldigt. sniger sig på. Der skal dog lyde en stor cadeau for at vove noget så vanskeligt som et kammerspil på film – det ses ikke ofte på disse breddegrader. Og det er en bedrift i sig selv, at kedsomheden aldrig indfinder sig, takket være en fint struktureret historie, der lidt efter lidt afslører mere om fortidens spøgelser. Men som film har "3 Ting" alvorlige mangler, og særligt den visuelle historiefortælling bliver alt for tyk i sin symbolik, sandsynligvis nødtvunget af den rumlige begrænsning. Det er svært ikke at have sympati for den friske idé bag projektet, om end slutproduktet mest ligner filmet teater uden særlig relevans.

"3 Ting" skal ikke ses for dens Olsenbanden-inspirerede præmis, men fordi den tager livtag med en svær filmisk disciplin. Jens Dahl får en mildt underholdende film ud af et meget lille budget, og filmen er i momenter et interessant om end noget overfladisk karakterportræt. En skuffende slutning og særligt det kedelige visuelle udtryk er dog i sidste ende udslagsgivende for, at filmens titel også bliver betegnende for dens kvalitet.