Anmeldelse: A Syrian Love Story
Flygtningekrisen er for alvor kommet til Danmark. Glansbilledet af det humanistiske og demokratiske Europa er generelt i forfald. Nuancerne i medielandskabet har derudover en påfaldende tendens til at drukne i knapt så troværdig nyhedsdækning eller mangel på samme. Heldigvis er der mange perspektiver ud i flygtningeproblematikken at hente i dokumentarfilmgenren - heriblandt CPH:DOX-favoritten og en af sidste års bedste film, "A Syrian Love Story".
Tilbage i 2009 er filminstruktøren Sean McAllister taget til Syrien i forbindelse med et turistfremmende projekt om landets historie og kulturarv. Inden længe møder han Amer, en lokal familiefar med to børn, og straks fornemmer McAllister, at der er en historie værd at satse på. Amer er nemlig forhenværende modstandsmand mod Assads regime. Konen Raghda, som er en af modstandsbevægelsens mest markante stemmer, er i fængsel. McAllister bliver i Syrien, da revolutionen starter, og Raghda mirakuløst bliver løsladt. Han bliver også, da nationen kollapser og bombes til ukendelighed, før familien flygter til først Libanon og derefter Frankrig.
"A Syrien Love Story" er et vanvittig projekt. Udover at borgerkrigens menneskelige konsekvenser skildres i øjenhøjde, følges også Amers og Raghdas kærlighedshistorie. Sean McAllister ryster ikke på hænderne som fluen på væggen - end ikke, da han selv for en kort bemærkning bliver smidt i et syrisk fængsel. Og heller ikke, da det hårdt prøvede ægtepar splittes mellem at sikre børnenes overlevelse og fremtid og det at blive og kæmpe imod Assad.
Selvom filmen så absolut byder på mere tragedie end romantik, vises kærligheden i små, men særdeles rørende glimt. Kærlighedshistorien i "A Syrian Love Story" udkrystalliseres som en betingelse for overlevelse. Uden håbet for et bedre liv eller bare et liv uden undertrykkelse og daglige eksplosioner i nabolaget ville Amer og Raghda knække. Når virkeligheden gennem de seks års optagelser bogstaveligt talt banker på døren eller sparker den ind, vokser kynismen og frustrationerne. Ikke kun, når Amer og Raghda - som i et eksplosivt socialrealistisk drama - har deres skænderier, men også, når børnene skal forholde sig til virkeligheden. At være vidne til, hvordan de ændrer sig fra smilende og håbefulde unge mennesker til nedbrudte individer, der apatisk fortæller, hvordan venner og kærester er blevet dræbt, er intimiderende og angstprovokerende dokumentarfilm, når det er mest vedkommende.
Kontrasten af livet før og under borgerkrigen er slående. Når familien endelig ankommer til Frankrig, er disillusionen larmende bitter. For hvad så - hvad skal der så ske? Livet som det, de kender det, er i ruiner. I en ny kultur langt væk fra Assad overflødiggøres Amers og Raghdas mangeårige modstandskamp. For hvad er mest vigtigt at kæmpe for - kærligheden til sit land eller til ens familie?
Indblikket i de menneskelige omkostninger betinget af uoverskuelig storpolitik leverer "A Syrian Love Story" råt for usødet. Kærlighedshistorien er som en symbolsk spejling af Syriens politiske situation hjerteskærende og eftertænksom i al sin kompleksitet. Sean McAllister har som observerende dokumentarist ikke haft til hensigt at skabe en politisk film. Med flygtningekrisen på sit højeste kan den dog umuligt været andet. Dette er om muligt tidens mest aktuelle og vigtige film - se den.