Anmeldelse: Alive!

At livet først først rigtigt værdsættes, når mennesket erkender, at det er dødeligt, kan der ganske givet være noget om. For HIV-smittede er den pågående død en skinbarlige virkelighed, der langsomt sniger sig ind under huden. For fem HIV-smittede homoseksuelle mænd, alle mere eller mindre mentalt påvirket af deres sygdom, har tænkt sig at springe ud i livet til trods - bogstaveligt talt - ved at springe i faldskærm.

Præmissen i den franske dokumentarfilm "Alive!" er de erfaringer og samtaler, fem mænd har under en uges kursus i faldskærmsudspring - og naturligvis klimakset, når de springer ud. Banale samtaler om livet giver os et indblik i de meget forskellige mænds liv og baggrund - på tværs af alder og forhold til deres egen seksualitet.

"Alive!" er et minimalistisk slice of life-portræt, hvor vi på sidelinjen er tilskuere til hverdagsligt sludder for en sladder. For instruktør Vincent Boujon, der som homoseksuel formentlig har et enormt personligt engagement i gruppens fortællinger, har filmen sikkert sin berettigelse. Personligt har jeg svært ved at se den.

Tag chancen, spring ud, lev livet - i nuet. Jamen det ér da sympatisk, og for det overvejende hæmmede persongalleri er det endda et essentielt livsbudskab. Symbolikken er til at få øje på, nu den udramatisk stikker og prikker os til blods. Værst er dog, at filmen dvask slår os oveni hovedet med 80 minutters enerverende, komplet uinteressant og faretruende søvndyssende linær fortælling. Sandheden skal være sagt - det ér lidt af en præstation at forvalte en så ligegyldig historie og så gøre den endnu mere ligegyldig.      

Måske ville "Alive!" være en tankevækkende kortfilm, ligesom elevatormusik er velegnet i meget små doser. Desværre er Boujon helt og aldeles en førstehåndsamatør, der på ingen måde er i stand til at begrænse og formidle sit materiale. De menneskelige fortællinger, som filmen trods alt har iboende, druknes i kedsommelige lektioner om teknikken bag at springe i faldskærm - og ikke mindst en masse uvedkommende anekdokter. Jeg er med på, at alt skal læses som en metafor for at se HIV-døden i øjnene, hvordan det håndteres, og hvordan livet nu alligevel er en fest - indtil vi går hjem. "Alive!" er festen, man går hjem fra hurtigst muligt, inden man i frustration kaster sig ud fra 10. sal... uden faldskærm.

"Alive!" er den håbløst elendige og navlepillende ferievideo, som ingen andre er interesseret i at se. Carpe diem-budskabet er forundrende søgt, de 80 minutter føles som dage, og filmen falder på alle niveauer til jorden. Selv ikke grænseoverskridende udspring får pulsen over de 70, da du med garanti snorkbobler til den tid.

Alive!