Anmeldelse: Batman: The Killing Joke
Som en af få, unikke tegneserieudgivelser i slutfirserne bragte "Batman: The Killing Joke" en seriøs og filosofisk tone til det tidligere farverige og naive tegneserieunivers. Dens barske indhold var med til at bane vejen for, at mediet i dag accepteres som en seriøs kunstart. Tegneseriens grumme og voksne fortælling har dog været i vejen for, at den yderligere kunne populariseres via en filmatisering. Først 28 år senere har vi fået muligheden for at se dens ikoniske ruder komme til live i en tegnefilm for voksne.
"Batman: The Killing Joke" handler først og fremmest om den metaltræthed, der har udviklet sig i den evige kamp mellem Batman og hans største fjende: Jokeren. Efter utallige års kampe er de to skikkelser, som stort set er hinandens modpoler, begge interesserede i endeligt at omvende modparten. I midten af denne ideologiske kamp mellem orden og kaos finder vi politikommisær Jim Gordon og hans datter Barbara, der selv har bekæmpet kriminalitet side om side med Batman som Batgirl. Til forskel fra forlægget har animationsfilmen valgt at fokusere på denne detalje ved at indføre en længerevarende prolog, der følger en ung Barbara, som på godt og ondt i kampen mod kriminalitet lærer Batman og sig selv at kende.
Når et bestemt medie oversættes til et andet, er det vigtigt at holde for øje, at forskellige medier har både overlappende og forskellige styrker og svagheder. Netop prologen i "Batman: The Killing Joke" viser, hvor omfattende ændringer fra ét medie til et andet kan være. Til gengæld gengiver anden halvdel forlægget ret trofast, hvilket modsat viser, hvor meget tegneserie- og filmmediet kan overlappe.
Der er især to ting, der springer i øjnene. Først hvor meget Batgirl er i fokus i denne fortælling, og dernæst hvor selvbevidst dialogen er. Der er dog en klar pointe med begge dele, for Batgirls udvikling i historien bliver en vigtig indgang til bedre at forstå den overordnede konflikt mellem Jokeren og Batman. Samtidig er de meget selvbevidste kommentarer, der slynges ud allerede fra første sekvens, med til at videreudvikle selve fortællingens filosofiske undersøgelser. Når dialogen f.eks. direkte udpeger forhold mellem Batgirl og hendes homoseksuelle ven, den gangster, hun jagter, Batman eller selve publikum, bliver disse ellers arketypiske, todimensionale karakterer gjort meget mere nuancerede og i sidste ende meget mere menneskelige.
Der er dog langt fra kun dybsindig snak. Der er masser af herlige actionsekvenser, som det meste af tiden er fremragende animeret. Tegnestilen er måske en tand simpel, men det er en fryd at se klassisk 2D-animation på det store lærred, endda med en kraftig lydside bag sig. Jeg var selv så medrevet fra start, at jeg glemte at hive notesbogen frem. Blodet flyder endda i nogle scener, hvilket fint understreger, at tegnefilm sagtens kan være lavet til voksne. Stemmelægningen er formidabel, og selvom Kevin Conroys Batman og Mark Hamills Joker lyder markant ældre, hvilket de heldigvis også er i historien, så udtrykker deres stemmer præcis de følelser, de skal. Selv Jokerens sang, der måske for nogen kan virke lidt aparte, leverer Hamill med sin unikke affekt.
"Batman: The Killing Joke" er en filmatisering, der er sig selv og sit ophav meget bevidst. Den tilføjer noget nyt, men respekterer samtidig tegneseriens høje agtelse. Om det er inklusionen af Batgirls seksualitet, kærlighedssnakken med den homoseksuelle ven eller Batmans fremskredne alder, så er alle tilføjelser med til at underbygge og nuancere den tidligere fortælling om orden mod kaos. Dialogen kan til tider virke opstyltet, men hvis det er prisen for at dykke ned i de intelligente lag af en tidligere overkarikeret kunstart, betaler jeg gerne den pris – især til biografen.
