Anmeldelse: Biler 3

Efter Disney opkøbte Pixar i 2006 har speederen været trådt i bund. Ikke kun i forbindelse med antallet af animationsfilm, men også fordi dét var året, hvor den første "Biler" udkom – og ikke siden har set sig tilbage. Med i alt tre "Biler"-film, to spin offs og en række kortfilm til Disney Channel siden da har franchisen etableret sig som ét af Disneys allerstærkeste brands – hvilket omsætningen af "Biler"-merchandise på over 10 milliarder dollars alene de fem første år underbygger. Interessen bliver nok ikke mindre af, at seneste nitron-skud på stammen – i form af "Biler 3" – ikke kun er seværdig for de allermindste i familien.

Vores allesammens Lynet McQueen er tilbage. Den knaldrøde racerbil har længe været urørlig og været stjernen, der kom først over målstregen. Nu er publikumsfavoritten blevet indhentet af tiden. Moderne, højteknologiske racerbiler varsler et generationsskifte på den lange bane, hvor McQueen ser både sig selv og tidligere konkurrenter få baghjul. Dog giver stjernen ikke op så let. Med hjælp fra uventet kant satser Lynet på at kunne vinde på højoktan snuhed og brændt gummi.

Selvom kække McQueen viser alderdomstegn, fremstår alt ved det gamle på den enormt velpolerede overflade. Tilpas med fart over feltet, sjov og ballade, farverige indslag og ikke mindst det elskelige persongalleri, hvor bilerne er Disneyficerede. "Biler 3" har haft vokseværk. Ikke kun på det utroligt flotte tekniske niveau, hvor Pixar ér de kronede animationsfilms svar på legendariske Michael Schumacher. Universet er større end i de tidligere to film, samtidig med at fortællingen og vores helt er modnet mentalt.

Overgangen fra barn til voksen – eller til lidt ældre barn – repeteres i én uendelighed i Disney-regi. Pixar har også været rundt om den tematiske blok mere end et par omgange. Heriblandt med "Toy Story 3", hvor udskiftningen af gammelt legetøj – eller simpelthen blot at vokse fra det –  bliver symbolet på de første babysteps ud i den livslange dannelsesrejse. "Biler 3" ér lige ud ad landevejen. Ikke at det gør noget, nu filmen kører så langt på literen med masser af kulørt overskud og afvæbnende sødme.

Tredje film om Lynet McQueen taler ikke mindre i børnehøjde end de foregående film. Forskellen er denne gang det karakteristiske Pixar-touch, hvor referencer og blikfang snedigt er indlejret, sådan at de voksne også kan komme på banen – uden at miste det afgørende børnetække i svinget. Sådan da. Nyfunden kompleksitet ud i plot og fortælling er befriende i den her type rendyrkede børnefilm, eftersom der ikke tales ned til de mindste størrelser. "Biler 3" har endda potentialet til at ramme flere aldersgrupper. Spørgsmålet er imidlertid, om McQueens iver efter at blive voksen taber det allermindste publikum imellem de snoede narrative nålesving.

På godt og ondt har "Biler 3" rykket sig væk fra fordums tids helt barnagtige tone. I takt med at Lynet McQueen har fået et par rustpletter på bagen, er fortællingen modnet. Måske mere egnet for et ældre publikum end de helt små. Gensynets glæde med den dollargrinende racerbil skal nok henrykke uanset – og stadig tiltrække merchandise-elskende børn med købestærke forældre.

 

Biler 3

Kommentarer

Biler 3

  • 2

    Dejligt at se en anmeldelse hvor der rent faktisk skeles til målgruppen og der anmeldes ud fra de forudsætninger. Tror sgu jeg bestiller billetter til mig og ungerne. :)

    FoZ31-08-17 14:10

  • ★★★★★0

    Fedt at høre at traileren ikke blot var en gemick ting, med den måde handlingen så ud til og være vendt den her gang.

    Elwood31-08-17 14:16

  • ★★★★★★1

    Jeg var ikke specielt vild med den første, som da var ok, men intet særligt. To'eren var direkte dårlig. Jeg har ikke helt fanget, om denne her skulle være bedre (ifølge anmelderen, men jeg er sikker på at han gerne svarer eller uddyber dette, da han er rigtig service minded:-)

    T. Nielsen31-08-17 14:18

  • ★★★1

    Jeg var ikke specielt vild med den første, som da var ok, men intet særligt. To'eren var direkte dårlig. Jeg har ikke helt fanget, om denne her skulle være bedre (ifølge anmelderen, men jeg er sikker på at han gerne svarer eller uddyber dette, da han er rigtig service minded:-)

    Det kommer an på afsæt. Jeg tror, at de allermindste børn vil synes bedre om 2'eren, mens de voksne vil få mest ud af 3'eren. Personligt er jeg absolut mest til "Biler 3" - men jeg ved så ikke helt, om dit sind kan håndtere de enormt dybe lag i filmen. ;)

    Dolphinfriendly31-08-17 15:27

  • ★★★★★★1

    Ha ha nej det jo det. Det kan godt være det bliver for sofistikeret for mig:-D

    T. Nielsen31-08-17 15:27

  • ★★★1

    Præcis! :D

    Jeg hyggede mig til filmen, om ikke andet. Jeg frygtede lidt, at der ville gå overnuttet "Den store dinosaur" i den - "Biler 3" er dog noget mere givende selskab. 

    Dolphinfriendly31-08-17 15:59

  • ★★★★★★0

    Så kan det godt være jeg snupper den til samlingen og ser den sammen med pigerne. Takker:-)

    T. Nielsen31-08-17 17:39

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen