Anmeldelse: Bolshoi Babylon

I disse økonomiske sparetider befinder den klassiske ballet sig i en penibel situation. Den elitære og mondæne verden fra en anden tid, som den repræsenterer, er truet udefra af både spareknivssvingende politikere og folk, der ikke kan se nogen nytteværdi i at danse iført en tutu, men som dokumentaren "Bolshoi Babylon" viser, kommer dens største trussel måske i virkeligheden indefra.

I januar 2013 fik Sergei Filin, den kunstneriske leder af den russiske Bolshoi-ballet, der er en af verdens mest berømte ballettrupper, kastet syre i ansigtet af en ukendt gerningsmand. Dokumentarfilmen "Bolshoi Babylon" beretter om de interne stridigheder, der viste sig at lede til syreangrebet, og de politiske efterdønninger, som skandalen medførte på Bolshoiteatret, hvor truppen har hjemme, og som igennem historien har været et yderst vigtigt diplomatisk værktøj for Ruslands politiske elite.

Fordi klassisk ballet er så forbundet med borgerlig anstændighed, formalitet og prestige, kan det måske være svært at forestille sig, hvordan kaotiske hændelser som syreangrebet på Sergei Filin kan opstå som en konsekvens af de interne stridigheder blandt de ansatte på et teater. Det er dog netop, hvad vi gentagne gange har set udfolde sig – også herhjemme med skandalerne omkring Den Kgl. Ballets egen kunstneriske leder, Nikolaj Hübbe, tilbage i 2011, som den fremragende DR Dokumentarserie "De udvalgte" nærmest foregreb.

Netop derfor bliver fortællingen om skandaler på velrenommerede balletter så spændende at følge med i. Der er så meget på spil, da ballet er så konkurrencepræget og har så høj en anseelse i kulturlivet både nationalt og internationalt. Denne præmis er "Bolshoi Babylon" meget bevidst om, og den viser dette ved stærkt at dramatisere den russiske og internationale nyhedsdækning fra 2013 af den grotesk voldsomme hændelse. Det sker visuelt i brugen af mørkeblå farvefiltre og en hårdtslående baggrundsmusik, der trods sin overdrivelse er effektivt og smukt mixet.

Dokumentaren viser også meget fint et andet aspekt af livet på de skrå brædder, og det er den personlige selvopofrelse, der skal til for at opnå den perfektion, som ballet kræver. Om det er Filins vansirede ansigt, hans gerningsmands fængselsstraf, den nyinstallerede teaterdirektørs kompromisser mellem politiske og kunstneriske interesser eller enemoderen, der må efterlade sin søn alene hjemme for at danse sig til føden, så ofrer alle involverede utroligt meget, for at balletten i sidste ende ikke taber ansigt og kan opretholde sin position som en af de bedste i verden.

Klassisk ballet lever i en fordumstid. Hvis det ikke var for den internationale prestige, havde moderne finanspolitikker for længst sparet den væk. Denne konflikt mellem moderne og traditionelle værdier er fint fremstillet i "Bolshoi Babylon", for trods sin moralske forkastelighed formåede det voldsomme syreangreb at fjerne noget af den pæne facade, som gemmer på de menneskelige lidelser, der opretholder den. Lidelser, vi og balletdanserne paradoksalt nok er villige til at acceptere, når vi oplever, hvor smuk og betagende ballet er. Spørgsmålet er blot, om vi stadig er villige til at gøre dette i fremtidens konkurrencestat.