Anmeldelse: Born to Lose

Portrætfilm – og i særdeleshed indenfor dokumentarfilmgenren – er over de seneste par år skudt afsted som samlebåndsarbejde. Musikere som Amy Winehouse, Kurt Cobain og Janis Joplin er gået som varmt brød for et aldrig mættet publikum. Kald det skæbnens ironi, at disse stjerner netop ikke kunne håndtere den overvældende mytologisering og kommercialisering – og stadig efter deres død dyrkes som medlemmer af den infamøse club 27: klubben for rock n' roll-profiler, som døde, da de var 27 år. Denne klassiske udødeliggørelse falder Lorenzo "Guf" Woodrose bestemt ikke under - og nøj, hvor er det befriende.

Manden bag Lorenzo Woodrose, Uffe Lorenzen, har over to årtier stået bag to af dansk rocks største undergrundsgrupper - Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. Ikke uden grund er bandnavnene psykedelisk klingende, da musikken er som taget ud af 70'ernes syrerock. Instruktør Palle Demant følger Lorenzo i tykt og tyndt gennem fire år, der byder på både op- og nedture for den bundærlige og sympatiske musiker. Manden med det karakteristiske fuldskæg har intet at skjule og står frem med topmave, svedigt hår og sine uforbeholdne meninger om livet, døden og den danske musikindustri. Nok fremstår den karismatiske forsanger klodset og muligvis ude af trit med tiden. Men én ting kan du være sikker på - han er komplet ligeglad. 

Lorenzo Woodrose er helt sin egen, og det er "Born to Lose" bestemt også. Der er bogstaveligt talt ikke langt mellem snapsene, når "Guf" går til vaflerne i streger, psilocybin svampe og sprut. Dette er et nøgent portræt af et menneske af kød og blod, der fastholder principper og integritet i en branche, der – efter Lorenzos udsagn – for længst har solgt ud. Fint nok, hvis Spids Nøgenhat eller Baby Woodrose bliver hyldet til Danish Music Awards; det betyder gratis bajere og gør det nemmere at skrabe penge sammen til at lave endnu en plade. 

At være Danmarks måske største undergrundsikon er ikke ren rock n' roll. Hverdagen derpå trænger sig på med tømmermænd og tomme flasker, når det kniber med at få livet til at hænge sammen økonomisk. Ganske vist er Lorenzo Woodrose frontfigur, når det gælder, men det er ikke uden eftertænksomhedens indre dæmoner. Dog er fortællingen ikke uformet som den dersens fortærskede og prætentiøse kliché om kunstneren som eftertidens helt, der kæmper sig op fra at være et misforstået geni til at blive en succes. "Born to Lose" er fortællingen om musikeren, der efter tyve meget aktive år på scenen stadig må kæmpe om at blive stående på scenen - vel vidende, at dén kamp er tabt.     

At det er Palle Demants debutfilm mærkes ikke. Den debuterende instruktør lader sig umiddelbart ikke mærke af situationsfornemmelse eller særlige hensyn til privatmennesket Uffe. De fire års råmateriale er reduceret til 80 minutter fordelt fra de mange timer i øveren, de adskillige koncerter, fra svampejagten og fra bartendertjansen på den lokale bodega. Selv da den gode ven Ralf dør af kræft, tales der uden omsvøb til kameraet. Intimiteten er rørende menneskelig, uden at der forsøges med billige virkemidler eller at pynte på sandheden. 

"Born to Lose" er et humoristisk, hudløst ærligt og rørende portræt af en af Danmarks mest kompromisløse og interessante musikere. Palle Demant langt fra glorificerer Lorenzo Woodrose, men underbygger med sit direkte filmsprog en sand original og kunstner og de enorme omkostninger, der er ved at være tro mod sig selv. Dét i sig selv er opløftende, når der spejdes udover det mere og mere udpinte kulturliv i Danmark.

Born to Lose