Anmeldelse: Brødre

Hvad husker du bedst fra din barndom? Er det de skelsættende begivenheder i verdenshistorien, eller er det i virkeligheden de lange sommerdage, der dengang føltes nærmest uendelige? Spørger man norske Aslaug Holm, er det de små, nærmest trivielle stunder, som står klarest. Derfor har hun over otte år filmet sine to sønner i tykt og tyndt i håbet om at indfange små, magiske øjeblikke. Hun ønsker at blive klogere, ikke bare på sine børn, men på livet i det hele taget.

Selvom det næsten er for let at udråbe "Brødre" til at være dokumentarfilmens svar på "Boyhood", så er det ikke desto mindre, præcis hvad den er. Ligesom Richard Linklaters Oscar-nominerede storværk besidder "Brødre" intet plot, men består i stedet af en løs episodisk struktur. I nogenlunde kronologisk rækkefølge følger vi de to almindelige brødre Markus og Lukas vokse op i midten af Oslo, mens barndommens udfordringer rammer dem én efter én. Vi ser lillebror Lukas være nervøs før første skoledag og Markus gøre oprør med ørering og sortfarvet hår inspireret af idolerne fra punkrockgruppen Green Day.

Det er let at relatere til de to brødre, og netop dét er en af dokumentarens helt store styrker. For hvem kan ikke huske, hvor nervepirrende det var at banke på døren til skoleinspektørens kontor? Øjeblikke som disse formår Holm perfekt at indfange som en flue på væggen. Helt passiv forholder Holm sig dog ikke. For udover at reflektere over drengenes opvækst ved hjælp af voice-over så kan hun – qua sin rolle som mor – heller ikke lade være med at bryde ind, når tingene går over gevind. Man mærker tydeligt, at "Brødre" mindst lige så meget er hendes film, som det er Lukas og Markus'.

Det er imidlertid i de mest uventede øjeblikke – når dokumentaren afviger mest fra sin skabelon – at de absolutte højdepunkter skal findes. Det er eksempelvis umuligt ikke at klukle, når Holm i håbet om et indsigtsfuldt svar spørger lille Lukas, hvad hans største drøm er, og han – uden at fortrække en mine – svarer "jeg drømmer om hævn". Sådan en guldklump kan kun et uskyldigt barn komme med.

Problemet med "Brødre" er dog, at den er noget konfliktløs. Faderens lette hovedrysten efter at have set sønnens nyerhvervede ørering er omtrent det heftigste, man er vidne til. På det punkt var der mere gods i "Boyhood", hvor skilsmissefamiliens turbulente tilværelse trods alt skabte en vis uforudsigelighed. I "Brødre" har man at gøre med en sund kernefamilie, der tilsyneladende ikke har de store udfordringer i dagligdagen.

Hvis "Brødre" var blevet udgivet to år tidligere, havde opmærksomheden omkring den utvivlsomt været større. Nu må den nøjes med at stå i skyggen af "Boyhood" med prædikatet "dokumentarfilmens svar på 'Boyhood'". Heldigvis har Aslaug Holms norske dokumentar sin egen eksistensberettelse. Om man bliver decideret klogere på livet efter at have set Holms ambitiøse projekt, er nok tvivlsomt, men "Brødre" sætter i hvert fald ens egen barndom i perspektiv.