Anmeldelse: By the Sea
Efter sidste års stort anlagte krigsfilms-epos "Unbroken" foretager Angelina Jolie Pitt en kovending med "By the Sea", der er hendes tredje gang i instruktørstolen. Med forbillede efter 60'ernes og 70'ernes europæiske arthouse-tradition slår hun atter pjalterne sammen med ægtefællen Brad Pitt. Sidst parret delte lærred var i spionkomedien "Mr. & Mrs. Smith", hvor de to stjerner mødte hinanden første gang. Kække one-liners og hede gnister mellem Brangelina er imidlertid en saga blot i "By the Sea".
Vi befinder os i 1970'erne på et isoleret feriested ved Middelhavet i Sydfrankrig. Et amerikansk overklassepar forsøger at redde ægteskabet. Roland (Brad Pitt), der er forfatter, leder efter inspiration til sin næste roman på det lokale værtshus, hvor han alt for ofte kigger dybt i glasset. Endnu værre står det til for hans kone Vanessa (Angelina Jolie Pitt), der sjældent forlader hotelværelsets fire vægge. Hun er sårbar og depressiv og spiser piller som slik. Pludselig flytter et ungt, nygift par (Mélanie Laurent og Melvil Poupaud) ind i naboværelset. Roland og Vanessa fascineres af det unge pars berusende forelskelse, der hurtigt sætter deres eget ægteskab i perspektiv.
"By the Sea" er tydeligvis et mere personligt værk end "Unbroken", hvilket klæder Angelina Jolie Pitt, som den 40-årige amerikaner for første gang krediteres. Filmen og i særdeleshed Vanessa-karakteren er efter sigende inspireret af Jolie Pitts mor og sorgen over at miste hende til kræft i 2007. At filmen har krævet hjerteblod at stykke sammen kan mærkes. Den byder i det hele taget på et væld af potentiale. Især i de første tre kvarter. Desværre når manuskriptet at spænde ben for fortællingen, før den er kommet rigtig i gang.
Hvor Jolie Pitt igen viser sig at være en habil instruktør, halter evnerne som manuskriptforfatter. Historien mangler ganske enkelt struktur og narrativ fremdrift. Det starter ellers ganske lovende. Parrets knappe interaktioner ryster adskillige ubesvarede spørgsmål og tvetydige seancer af sig, der er fri for fortolkning. Men efterhånden forfalder filmen til det smerteligt indlysende. Som når karaktererne italesætter underforståede tanker og følelser i indiskrete replikker. Ydermere reduceres det nygifte par til at fostre ekstra melodramatisk effekt, og de føles derfor aldrig som egentlige mennesker.
"By the Sea" forekommer underligt mekanisk. For en film, som eksekveres i en højtravende tone, der aspirerer til dybere avantgardekunst, er det mærkeligt, at Jolie Pitt i sidste ende ikke tør gå linen ud og stoler på publikums intellekt. Et andet belastende symptom er skuespillerindens egen forfængelighed. Ikke nok med at hun for det meste er iført bred solhat og designersolbriller - hendes fjæs er også konstant smurt ind i et perfekt lag makeup. Selv når hun vågner om morgenen, er det som taget ud af Vogue. Det er distraherende og ude af trit med karakteren.
Billedsiden er til gengæld fejende flot fotograferet af Michael Hanekes hoffotograf, Christian Berger. Sammen med Jolie Pitt har han leveret en malerisk film, der i stil og stemning minder om Antonioni og Fellini. Så meget desto mere ærgerligt er det, at "By the Sea" - til trods for flere gode øjeblikke - ikke formår at efterlade et helt så stærkt aftryk, som vi kunne have håbet på.