Anmeldelse: Café Society

Med undtagelse af hans tidligste produktioner kræver Woody Allens film ofte en vis indstilling fra deres publikum. For at få noget ud af dem må vi indvilge i ustandseligt at høre om privilegerede, hvide/jødiske menneskers opblæste småirritationer. Disse kan – lige så berettiget som alle andre menneskers (måske mere presserende) lidelser – have en stærk relation til vores egne problemer i tilværelsen. Derved kan vi potentielt forstå os selv lidt bedre, når vi kommer ud af biografen. Dette er måske grunden til, at så mange enten fuldt ud elsker eller hader manden og hans film. Den yderst produktive Allens seneste og 47. film hedder "Café Society" og afviger sjældent fra denne formel.

Denne gang udspiller dramaet sig i 1930'erne. Den unge, jødiske Bobby Dorfman (Jesse Eisenberg) er træt af at assistere sin far som guldsmed og vælger at rejse tværs igennem USA for at arbejde for sin rige onkel (Steve Carell) i Hollywood, der leder et succesfuldt agentbureau for datidens mange stjerner. Her møder og forelsker han sig i onklens unge sekretær, Vonnie (Kristen Stewart), der modsat byens overfladiskhed er yderst dybsindig. Kærligheden og det søde caféliv i Beverly Hills er dog ikke så appellerende som forventet, og snart længes Bobby efter at rejse tilbage til New York, hvor han kan arbejde i sin kriminelle storebror Bens langt mere farverige natklub og lede en anderledes form for socialt luksusliv.

Privilegierne er helt i top i denne meget typiske Allen-film. "Café Society" kan nærmest kaldes en stereotyp Woody Allen-film. Efter en titelsekvens, der åbner med Allens favorit skrifttype "Windsor", hører vi straks hans nu aldrende stemme, der til genkendeligt dixieland jazz indfører os i historien og perioden. En periode, som Allen ofte har besøgt i sine film, og en historie, han har fortalt mindst lige så mange gange, da den omhandler en karakter, som selvfølgelig minder om den New York-elskende Allen selv. Allen kan dog alligevel nogle ting med sine film, så spørgsmålet handler mere om, hvor "Café Society" overrasker i stedet for at gentage sig.

Først og fremmest er det i den verdensbeskrivelse, filmen fremstiller. Som den unge Bobby selv pointerer i løbet af filmen, er der et markant skel mellem livet i Hollywood og livet i New York. Visuelt ses dette i brugen af et stærkt gult-orange farvefilter i alle scener, der udspiller sig på vestkysten under Californiens stærke sol. I modsætning til dette er New Yorks farver meget mere hen i de dybere farvetoner, men er også mere nuancerede, især i en sublimt smuk morgenscene, der udspiller sig i Central Park.

Karaktererne er ironisk nok meget lig hinanden på tværs af kontinentet. Overfladiskheden mærkes skam mere vestpå, selvom sidefortællingen om storebror Ben, der spilles overbevisende af en dybt charmerende Corey Stoll, også udpeger det forsimplede livs mangler. Det er denne mangel på erkendelse om livet, der mærkes uafhængigt af geografisk tilhørssted. Bedste scene er derfor også en øm, men vældigt underholdende snak om døden, som Bobbys forældre har med hinanden i soveværelset. Det er denne gemte, men umiddelbare dybde, der driver filmen frem og gør den tilpas unik, selvom meget af den er set før.

"Café Society" er som sit emne en yderst hyggelig film, der på meget flot og humoristisk vis lader os leve ind i den mondæne verden, den beskriver. Bag drømmen og hyggen ligger dog noget uforståeligt skræmmende og ulmer, som altid vil skære igennem og ramme os, ligegyldigt hvor mange mængder af rigdom, glamour og caféliv vi kan gemme os bag. Om det er den uforløste kærlighed, døden eller finansiel ustabilitet er som sådan ligegyldigt. Det vigtige – og det, som filmens privilegerede karakterer i sidste ende viser, er, hvordan vi forholder os til det.