Anmeldelse: Captain Fantastic

Meningerne er mange, når emnet falder på børneopdragelse. Hvilken indflydelse har miljø, uddannelsessystem og italesatte normer på børns udvikling? For vi vil jo det allerbedste for vores poder – men ud fra hvilke rammer? Og går vi på kompromis med vores egne idealer? "Captain Fantastic" belyser disse relevante spørgsmål humoristisk, finurligt og ikke mindst tankevækkende.

Dybt inde i en nordamerikansk skov – isoleret fra det omkringliggende samfund, uden elektricitet og Pokémon Go – bor den idealistiske Ben Cash (Viggo Mortensen) med sine seks børn. Ben har dedikeret sit liv til ét formål: at sikre, at hans børn udvikles til overmenneskelige philosopher kings ved hjælp af hård fysisk træning og intellektuel hjemmeskoling. Da en tragedie rammer, bliver den særprægede familie nødt til at forholde sig til verdenen udenfor. I samlet flok bevæger de sig ud af de trygge rammer, hvor Bens idealer om faderskab og det gode liv sættes alvorligt på prøve.

Til trods for at der overordnet set ikke er meget superhelt over Ben Cash – med den ellers tegneserieklingende titel "Captain Fantastic" - falder filmen dybest set alligevel ikke langt fra den normbrydende tematik, der ofte kendetegner de mere kulørte fortællinger. Instruktør og manuskriptforfatter Matt Ross går imidlertid skridtet videre og nuancerer, hvorvidt Bens valg er hensigtsmæssige.

Isolation og du-er-din-egen-lykkes-smed tanken læner sig op ad essensen i den amerikanske drøm som liberal målestok. Tankesættet gør sig også gældende hos familien Cash, selvom de gør det til et ideal at være antikapitalistiske. Familiens intellektuelle guru er den marxistiske tænker Noam Chomsky, og diskussioner om kvantefysik og litterære hovedværker af Dostojevskij sluges til aftenkaffen rundt om lejrbålet. Men uanset hvor fantastisk det afskårede liv end lyder, kan ingen af børnene fungere socialt – og hvad nytter alverdens kundskab, hvis ikke den har en egentlig funktion ude i den "virkelige" verden? Og grænser Bens projekt til indoktrinering eller som en opvisning i, hvad vi som mennesker er i stand til, hvis motivationen er til stede?

Viggo Mortensen er qua sin naturlige karisma noget nær perfekt som kompromisløs idealist, der går planken ud for sit eget projekt – alt imens børnene følger deres kaptajn i tyk og tyndt. Nok styrer Ben skuden med hård hånd på usikre farvande, men da han begynder at ryste på hånden og vender det kritiske blik mod sig selv, er det også her, at "Captain Fantastic" for alvor blæser med rislende selverkendelse. Børneflokken er (også) fantastisk godt instrueret, og hver især underbygger de perspektiverne ved faderens utopi. Matt Ross forfalder aldrig til entydig stillingtagen, hvilken er en kraftfuld opfordring til publikums egen kritiske sans. Desværre smuldrer denne stærke dimension med en irriterende dårlig slutning, der tager en påfaldende unødvendig feel good-drejning.

Matt Ross beviser med "Captain Fantastic", at det er muligt i indiefilm at reflektere over og sammensatte store tematiske nedslag intelligent, charmerende og humoristisk. Manglen på en mere skarp afrunding ender med at give filmen en uforløst eftersmag, men Viggo & Co. har stadig potentialet til at være debatskabende i en rigtig god, men ikke helt fantastisk filmisk helhedsoplevelsen.