Anmeldelse: Creed

Da "Rocky" udkom i 1976, tog filmen om den godmodige underdog-bokser Rocky Balboa verden med storm. Den vandt tre Oscars, bl.a. for bedste film, og gjorde Sylvester Stallone til verdensstjerne. Flere fortsættelser fulgte, og den aldrende boksebold er nu hevet ud af sit otium for at overlevere handskerne til en ny generation.

Generationsskiftet er også et plotelement i "Creed", hvor Adonis (Michael B. Jordan) aldrig har kendt sin far, den legendariske sværvægtsverdensmester Apollo Creed. Men Adonis har boksningen i blodet, og han opsøger den pensionerede Rocky Balboa. Rocky overtales til at træne Adonis, som ikke kun vil leve op til sin fars navn, men også bevise, at han kan skabe et navn for sig selv i ringen.

Således åbner "Creed" for et nyt og anderledes kapitel i "Rocky"-sagaen. Filmen er skrevet og instrueret af Ryan Coogler, som overbeviste Sylvester Stallone om at vende tilbage i sin måske mest velkendte rolle. Trods filmens titel er det afgjort Stallones medvirken, der giver "Creed" dens identitet og hjerte. Stallone spiller Rocky med en naturlighed og autenticitet, som gør filmen mere vedkommende og underholdende. Karakteren fungerer med sin fremskredne alder som forbindelsen mellem fortiden og fremtiden. "Creed" indeholder generelt masser af referencer til seriens tidligere film. De føles aldrig anmassende, men underbygger i stedet karaktererne og historien i relevante sammenhænge.

"Creed" har adskillige fællestræk med den første "Rocky". Men Adonis Creed er ingen Rocky Balboa, og Michael B. Jordan er ingen Sylvester Stallone. Den normalt solide Jordan virker stiv i sit skuespil og formår aldrig at skinne igennem på andet end det fysiske plan. Det samme gælder Ryan Coogler som instruktør. Boksescenerne er flotte og spændende filmet med flere lange one takes. Til gengæld er de emotionelle forhold mellem karaktererne klodset skrevet og portrætteret. Filmens første halvdel er en ørkenvandring af klichéer og uelegante karakterskildringer. Bl.a. møder Adonis – naturligvis – en sød pige (Tessa Thompson), men romancen føles påtaget og ligegyldig. Den fortæller intet om karakteren Adonis og har ingen relevans for hans motivation som bokser. Hvis historien havde fokuseret mere på forholdet mellem Adonis og hans plejemor (Phylicia Rashad), ville det muligvis have virket stærkere. I stedet benyttes romancen i "Creed" som en unødig og overfladisk spejling af romancen mellem Rocky og Adrian i "Rocky".

Filmen reddes i løbet af anden halvdel fra at være en ellers noget flad oplevelse. En hændelse i historien medfører en konflikt på det karaktermæssige plan, og filmen virker herefter mere vedkommende. Tredje akt og ikke mindst klimakset er effektivt og formår at blive både visuelt og emotionelt medrivende.

"Creed" er en ujævn affære. Karaktermæssigt er den både kluntet skrevet og instrueret og falder i alle klichéfælderne undervejs. Jordan virker anonym i sit skuespil, mens Stallone er fremragende i sin glansrolle, og boksescenerne er underholdende og veleksekverede. Den syvende omgang i ringen med Rocky Balboa er et middelmådigt, men stadig værdigt kapitel i serien.

Creed