Anmeldelse: Danmark

"Danmark" har noget på hjerte og er tydeligt dybfølt fortalt. En længe ventet og savnet film for den danske ungdom.

I en tid hvor Danmarks ungdommen fylder mere og konstant udvikler måden at begå sig på i en moderne verden, er der desværre stor mangel på ungdomsfilm, der netop handler om ungdommen. Og i en tid hvor film uden for hovedstaden også er en mangelvare, ja så er det skønt at blive mindet om, at der også laves gode film uden for København. For Kasper Rune Larsens debutfilm med titlen "Danmark" foregår netop i provinsen, nærmere bestemt i Fredericia. Og den er begge dele; den er både filmet i forstaden og handler om ungdommen i forstaden. Og så er den ikke mindst en fortælling om, hvordan det er at være ung og stå på egne ben, når alting ramler, og man står i lort til halsen og ikke engang ved, hvor livet skal gå hen, og man kun har håbet og drømmen om storbyen.

Den unge skater-knægt Norge bruger tiden på at hænge ud med sin ven Myre og tager tingene helt med ro, øl og en joint eller to, når han skater og passer en handicappet dreng. Men så banker den yngre pige Josse på døren. Hun er blevet gravid efter en eftermiddag hos Norge. Hun siger barnet er hans, og nu må de to pludselig indfinde sig med situationen – som de forvirrede unge mennesker uden plan, de nu er – sammen i en by uden meget håb, og hvor kun drømmen om et storbyliv lever.

Kemien mellem de to hovedroller er fuldstændig magisk, naturlig og fremragende. I den ene hovedrolle ses det skønne talent Frederikke Dahl Hansens karakter, den gravide Josse. Hun stråler tydeligt i sin meget neutrale nedtonede og nærmest lidt kedelige almindelig tøjstil med skovmandsskjorte og håret sat op. Ingen form for makeup. Sådan er hun nemlig ikke rigtig set i en rolle før. Hun leverer samtlige replikker skråsikkert fra hoften, nærmest stærkt indstuderet i mindste detalje og indprentet i hukommelsen og så er det fremragende impro af det unge stjerneskud. Og Jonas Lindegaard Jacobsen som Norge stråler ligeledes i en naturlig rolle for ham, som nemlig i forvejen skater og hænger ud. Jonas, som mest er kendt for teater – og så en original og komisk reklame for Cocio – har en unik stil i sin afslappende fremtoning som den initiativløse knægt, der mangler et skub i den rette retning.

Vi er lige på karaktererne hele tiden med den håndholdte kamerastil hele vejen igennem i Super8-instruktør Kasper Rune Larsens spillefilmsdebut "Danmark", som er en del af talentkategorien på årets CPH PIX-festival og samtidig hans afgangsfilm på uddannelsen. "Danmark" er vedkommende, ægte og tidssvarende. Den er ikke kun er friskt pust, men også nødvendig. Forløbet sker helt naturligt – både historie såvel som billede- og klippestil er glat og flydende. Det har noget på hjerte og er tydeligt dybfølt fortalt. En længe ventet og savnet film for ungdommen.

Rune Larsen formår at gøre det simpelt, kort og præcist at fortælle, hvordan ungdommens år ofte er impulsive og kaotiske, men også at det tit blot er nemmere at tage en dag ad gangen, og tingene som de kommer. I fremtiden må producenterne og konsulenterne gerne kigge mere denne vej, lade provinserne og talenterne tale og give dem plads til at komme mere til, for det fungerer, når det sker, og der er fremtid i det.

Indtil videre kan "Danmark" ses til Premieren på CPH PIX søndag 1. oktober kl. 14.30 i Cinemateket og herefter 6. oktober kl. 22.30 i Empire samt 11. oktober kl. 16.45 i Cinemateket. Derudover vises den på tv på DR 3 og er efterfølgende tilgængelig online på DR.TV.

Danmark

Kommentarer

Danmark

  • 0

    Og mandag den 9. Oktober kl 19:00 i Øst for paradis

    Martinio07 30-09-17 21:48

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen