Anmeldelse: Deepwater Horizon
Du husker måske, da olieplatformen Deepwater Horizon i 2010 sprang i luften og forårsagede den største miljøkatastrofe i amerikansk historie. Nu er de tragiske begivenheder blevet filmatiseret. Man forstår godt hvorfor. At overvære de forsvarsløse arbejdere på den isolerede platform minder næsten om at se passagerne på Titanic inden kollisionen med isbjerget. Kærlighedshistorien fra James Camerons Oscar-vinder er bare blevet erstattet med eksplosioner og værkstedshumor.
Vi følger den lykkeligt gifte, Bud Light-drikkende eltekniker Mike Williams (Mark Wahlberg), der forlader sin kone og datter for en stund for at arbejde på boreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf. Til Mikes store frustration er arbejdsforholdene dog langt fra så ordentlige, som de burde være. For den sleske chef Vidrine (John Malkovich) er det kun de røde tal på bundlinjen, der tæller. Derfor fremskynder Vidrine en boring, der ender med at få fatale konsekvenser. På få minutter bliver boreplatformen forvandlet fra en fredelig arbejdsplads til et inferno med ild og eksplosioner. Pludselig synes redningsbådene utilnærmelige.
Selvom "Deepwater Horizon" er baseret på virkelige hændelser, minder den stilmæssigt mere om en katastrofefilm end om et autentisk drama. Man får ganske vist indblik i Mikes familieliv, men det dundrende intense lyddesign, der gennemsyrer stort set hver eneste scene, vidner om, at Peter Berg har lavet en film, der primært skal ses for actionscenernes skyld. Det er det store spektakel og ikke karakterernes tragiske skæbner, som er i fokus.
Actionscener kan man dog ikke klantre Peter Berg for ikke at kunne finde ud af at eksekvere. Når filmen kører på alle cylindere, og livsfarlige metalgenstande flyver om ørerne på vores hovedpersoner, er Berg i sit es. Berg forstår at iscenesætte en hamrende intens actionscene, der får en til at frygte for karakterernes skæbne. For når man først én gang har set de blodige konsekvenser af en af de mange eksplosioner, ved man, at det også kommer til at gå galt igen. Her kommer det dundrende intense lyddesign og de imponerende computereffekter virkelig til sin ret.
Netop fordi "Deepwater Horizon" fungerer fortrinligt, når actionen er i højsædet, er det ærgerligt, at opbygningen til den store katastrofe ikke fungerer bedre. Dels savner man en større kontrast mellem de rolige sekvenser og hæsblæsende actionscener, men et mere nuanceret persongalleri havde i den grad også gjort underværker. Filmens hovedperson, Mike Williams, har ikke en eneste karakterbrist. Udover at være en perfekt familiefar har han overskud nok til at redde samtlige arbejdere, han ser på platformen. Ikke én gang er han nervøs over den ellers uoverskuelige situation. I den modsatte grøft er Vidrine, der med sin pengegriske personlighed næsten fremstår som en Anders And-skurk.
På mange måder fremstår "Deepwater Horizon" som en håbløst unuanceret film, der har mere end rigeligt travlt med at sensationalisere en ellers dybt tragisk begivenhed. Men omvendt må man også blot konstatere, at Peter Berg er lykkedes med sit mål – nemlig at lave en nervepirrende actionfilm. Og når det nu har været planen, så er det svært ikke at udråbe filmatiseringen af verdens største olieudslip til at være en succes.
