Anmeldelse: Den lille pige og profeten
Frihed. Et begreb, der umiddelbart er ligetil og simpelt at forstå. Evnen til uhindret at gøre som man vil. Den individuelle frihed er rigtig vigtig for os i Vesten, og ikke overraskende ligger der ofte denne frihedsforståelse bag de fleste handlinger i vestlige film. Helten skal altid omstyrte en trussel mod hans eller hendes frihed. Ret simpelt. Dog bliver frihedsbegrebet ret hurtigt kompliceret, når vi skal forholde os til andres frihed, og det er først ud fra dette langt mere nuancerede begreb, at vi kan begynde at forstå livets kompleksitet i stedet for ukritisk at hylde idealet om absolut frihed.
Sådan havde jeg ikke forestillet mig, jeg ville begynde en anmeldelse af en børnefilm, men det er netop komplekse begreber som frihed, at animationsfilmen "Den lille pige og profeten" handler om. Filmen er baseret på den libanesiske forfatter Khalil Gibrans bog "Profeten" fra 1923, som især blev populær i 60'ernes modkulturelle bevægelse. Den handler om vildbassen Almitra, der leger med mågerne og er holdt op med at tale, siden hun mistede sin far. Hun er til stor besvær for sin mor, der har svært ved at holde styr på hende samtidigt med at skulle passe sit arbejde for militærdiktaturet, hvor hun sørger for husholdningen hos kunstneren Mustafa, der sidder i husarrest. En dag får Mustafa at vide, at der venter et skib på ham nede i havnen, som vil tage ham hjem til hans hjemland. På vej mod havnen følger Almitra hemmeligt med fra sidelinjen, når Mustafa under militæreskorte gentagne gange stopper op og forklarer forskellige koncepter som kærlighed, arbejde og døden for lokalbefolkningen.
"Den lille pige og profeten" er derfor ikke en hvilken som helst børne- eller animationsfilm. Det er jo fint og godt at kunne fortælle børn (og voksne) om livet uden at komme for langt væk fra virkelighedens kompleksitet. Spørgsmålet bliver dog, hvor meget børn vil kunne følge med i disse komplekse begreber, og vigtigst, hvordan filmen går til værks med overhovedet at forklare dem.
Anden del af det spørgsmål tackler filmen ved at opstille rammefortællingen, instrueret af "Løvernes konge"-instruktøren Roger Allers, om Almitra og Mustafa. Den er udført som animation, der ihærdigt, men ikke helt succesfuldt, emulerer 90'ernes klassiske animations bløde blyantstreg og penselstrøg som i "Aladdin" og netop "Løvernes konge". Så er der otte segmenter, der dækker de begreber, Mustafa forklarer i løbet af filmen. De er hver lavet af forskellige animationsinstruktører og er stilistisk ret forskellige fra hinanden. Animationen bliver her nøglen til på kunstnerisk manér at præsentere Mustafas fortællinger. Den kunstneriske kvalitet er utroligt høj og viser her, hvor relevante animationsfilm er, da animation som intet andet slags medie kan visualisere og korrekt forenkle yderst abstrakte, filosofiske begreber.
Hvad angår filmens appel til børn så halter filmen blot en smule. Til tider havde jeg selv svært ved at følge med i, hvad Lars Mikkelsens ellers varme stemme fortalte om, og børn vil her højst sandsynlig ikke kunne følge helt med. Heldigvis kan animationen nemt redde en ud af forvirringen, uanset alderen. Især segmenterne om at få børn og om at spise og drikke forklarer på dybt betagende, men samtidigt utroligt simple måder, hvordan vi alle unægteligt hænger sammen i vores tilværelse som mennesker på denne klode. Udover dette fungerer rammefortællingen rigtigt godt ved at lade os opleve Mustafa og hans filosofi igennem Almitra, der symbolsk leger og er venner med fuglene, og som ikke siger et ord.
"Den lille pige og profeten" er i sidste ende en skøn film, der ikke taler ned til sit publikum og tør tage det alvorligt – uanset alderen. Det er befriende at se sådan en film, for den modbeviser klart den udbredte fejlopfattelse, at animationsfilm kun er for børn. Ja, nogle gange besidder de umiddelbart mest banale ting evnen til at udtrykke og forklare de mest komplicerede tanker. Når det eksempelvis kommer til Vestens ubetingede kærlighed til frihedsbegrebet, så husker jeg altid mig selv på de mange nuancer omkring det ift. andres frihed og statens rolle ved at citere det umiddelbart banale, amerikanske band Funkadelic: "Freedom is free of the need to be free" – hvilket selvfølgelig også er en pointe i denne fremragende film.