Anmeldelse: Detroit

Borgerrettighedsforkæmperne i 60'ernes USA ville formentlig ryste opgivende på hovedet, hvis de så, hvilke ligheder ud i forholdet mellem sorte og hvides rettigheder der stadig er at finde den dag i dag. Særligt de mange sager om politivold og mord, der som aldrig før spredes via sociale medier, taler deres tydelige sprog. Løftede pegefingre og moraliserende meningsdannelse over forholdene hører som bekendt også de sociale medier til, hvor pøbeldemokratiets overskriftslæsende internetkrigere kaster om sig med domfældelser uden rettergang. For os i trygge Danmark kan det være svært at forstå den trykkogende frustration blandt amerikanske sorte, som "Detroit" sætter ord og billeder på. Instruktør Kathryn Bigelow gør netop dét, helt ind til marven.

Detroit, sommeren 1967. Optøjerne i USAs femtestørste by er så voldsomme, at Nationalgarden sættes ind i et forsøg på at dæmpe gemytterne. Militæret og byens politi, som er berygtet for at være ekstremt brutalt og racistisk, er derfor på stikkerne, da der blev rapporteret om skud fra The Algiers Motel. Under afhøringerne inde på motellet, mens resten af byen er i kaos, bliver tre sorte mænd dræbt – af tre hvide betjente. I efterspillet bliver de tre betjente dømt uskyldige og løsladt. Men hvad præcis skete der? Dét forsøger "Detroit" at ræsonnere over  

Bigelow har siden surfer-actionfilmen "Point Break" fra 1991 været en mester i filmisk intensitet. En helt særligt egenskab, den 65-årige instruktør videreførte til tungsindige "The Hurt Locker" og "Zero Dark Thirty". Præcis som i førstnævnte film er mantraet om showing, not telling et centralt omdrejningspunkt i "Detroit". Hvor intensiteten tidligere har vist sig i eksplosioner eller præcise skudsalver, fastholdes vi nu i et stramtsiddende kvælertag.  

Vi kastes ud i virkelighedens brutalitet og fatal politivold. Som alvidende fortæller peger Bigelow imidlertid ikke fingre. Nøgternt belyser hun omstændighederne i øjenhøjde. Hun forsøger at forstå menneskerne bag, ofre og gerningsmænd, sorte som hvide, uden at miste gråtonerne og uden at forfalde til letkøbt følelsesporno. Vi stopfodres ikke med ensidig sympati for vores ofre, vi placeres i deres kroppe – mens de bliver tyranniseret – og trækkes ind i de tre hvide politimænds logik. Genistregen er, at vi efterlades komplet rundt og forslået på gulvet, i forsøget på at forstå hvad præcis der foregår i kampens hede.

Frustrationen over voldens meningsløshed er kropslig og sitrende smertelig i "Detroit". Da filmens neutrale og diplomatiske øjne, vagten Melvin Dismukes, kaster op efter rettens uretfærdige dom, er det præcis dén væmmelses, vi efterlades med i krop og sind. I første refleksion efter filmens overgreb på sanserne savnes muligvis et efterspil, hvor temaet udpensles. Et opråb om at få øjnene op for, at retssystemet i USA stadig er bundråddent, ikke at forfalde til fordomme eller bevidsthed om racismens fundament. Kathryn Bigelow vælger i stedet ikke at tale ned til sit publikum, men giver os i stedet et intelligent indblik i sagens kompleksitet via en knugende medrivende aktualisering af præcis, hvorfor borgerrettighedskampen ikke er ovre endnu.

På imponerende, intens og intelligent vis sættes der i "Detroit" billeder og følelser på den herskende frustration over borgerrettigheder, som i høj grad stadig eksisterer i det amerikanske samfund. Der er stadig meget at komme efter, hvilket Kathryn Bigelow mesterligt understreger. Helt uden den moralisering, adskillige nutidige film har det med at forfalde til.