Anmeldelse: Dheepan

Flygtningekrisen i Europa er en humanitær katastrofe, hvor menneskeliv reduceres til ikke-eksisterende eksistenser i det generaliserende mediebillede. Om perspektivet gør blind eller ej kan diskuteres, mens fokus på nærværende flygtningekrise som et islamisk problem må siges at være temmelig snævertsynet. Instruktør Jacques Audiard belyser igen skyggesiderne ved immigration og ikke mindst de menneskelige omkostninger, der helst gemmes langt væk fra offentlighedens søgelys.

I "Dheepan" følger vi den tidligere tamilske tiger Dheepan (Antonyhasan Jesuthasan), der er på flugt fra Sri Lanka. Undervejs former han en fiktiv familie med en ukendt kone og en datter, eftersom det giver ham bedre muligheder for at komme væk fra sit krigshærgede hjemland. Da den lille "familie" ankommer til et slumkvarter i Frankrig uden at kende til sprog og kultur, forsøger Dheepan stædigt at opbygge et nyt og trygt liv. Med krigens traumer summende i baghovedet føler Dheepan sig truet af den lokale bande - og som tidligere soldat vil han gøre hvad som helst for at beskytte sig selv og sin nye familie.

"Dheepan" er i flere henseende fremstillet som en åndelig opfølger til Audiards "Profeten". Der er gjort et stort nummer ud af at markedsføre sidste års Guldpalme-vinder med samme type plakatæstetik og at fremstille den som en gangsterfilm. Dét er "Dheepan" bestemt ikke - og forventer du en opfølger til mesterværket fra 2008, bliver du slemt skuffet.

Præcis som i "Profeten", og siden "Smagen af rust og ben" rejser "Dheepan" ind i socialrealismens allermørkeste hjerte. Her er ikke tale om kitchen sink-realisme, som vi kender det fra britiske Ken Loach, eller tunge tabu-opgør, som bl.a. Susanne Bier praktiserer. Jacques Audiard skærer sig gennem betændt kød og sønderknuste knogler for at komme ind til den mest smertelige og knugende kerne. "Dheepan" er ligeså meget en smertelig meditation over sammenbidt sorg og fortrængelse, som det er en hvæsende trykkoger på grænsen af indebrændt eksplosion.

Filmens subjektive form er et tveægget sværd, som det er svært ikke at lade sig både ramme af, og som samtidig giver en slatten smag i munden. Dheepan er træt, udkørt og konstant på vagt. Selvom han for enhver pris forsøger at flygte fra fortiden, åbner den sig op som et blødende sår - og vi trækkes med ned i det omsluttende sammenbrud. Filmens ekstremt introverte, psykologiske refleksion sker på bekostning af en egentlig narrativ, som ikke får rum nok til for alvor at folde sig ud - modsat portrættet af Dheepans forfaldshistorie. Historien i sig selv er for konventionel til for alvor at trænge igennem. Dette til trods for at Dheepans forfald bider sig fast i nethinden - og bliver siddende i sindets afkroge. Empatien fuldendes i et kontrastfuldt forløb og en voldsom sarkastisk slutning. Alligevel føles filmen sært uforløst.

Mesterværk eller skuffelse? I bund og grund er "Dheepan" overraskende svær at gøre sig klog på, og den kræver absolut et gensyn eller to. Implicit er der tale om en subtil flygtningekommentar, men det er svært at gennemskue, hvad præcis Audiard vil opnå. Til trods for den svage "Taxi Driver"-lignende historie, rammer det subjektive forfaldsportræt imidlertid plet - som ét af de stærkest følelsesmæssige sammenbrud på film, jeg endnu har set.

Dheepan

Kommentarer

Dheepan

  • ★★2

    "Dheepan" ... Hvorfor får jeg sådan lyst til pizza, når jeg ser den titel?

    BN24-03-16 12:14

  • 0

    "og som samtidig giver en slatten smag i munden."

    Den her...det lød bare helt forkert i mit hovede...

    moulder66626-03-16 19:49

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen