Anmeldelse: En ubekvem sandhed 2
Miljøforkæmpernes svar på Michael Laudrup, dét er hvad Al Gore er.
The poles are melting, sagde Villy Søvndal. Og der er noget om snakken. Oversvømmelserne og naturkatastrofer overalt. Klimaflygtninge kommer i hobetal - og det er ikke det eneste. Konsekvenserne ved eksponentiel vækst, overforbrug, industriel miljøsvineri. Dommedagsklokkerne kimer ikke til juletid, selvom røde lys og tal ses i overskrifterne, mens én miljøkatastrofe tager den næste i døds-tango. Enden er nær, det ved vi alle. Hvad skal vi gøre? Hvem skal redde os? Hvem skal vi ringe til? Al Gore, selvfølgeligt. Og måske som den første nogensinde, står han bag en decideret sequel til en dokumentarfilm. Hvem ellers, fristes man til at sige.
Al Gore er stadig på mission for at redde verden, og det pakkes ind i Michael Bay-retorik uden stars and stribes, som alle kan forstå. Selv uden undertekster. Nobelpris-vinderen mener det vel, ligesom han gjorde med den Oscar-vindende forgænger fra 2006. For Gore ér en vinder. Han er handlingens mand, der flyver ind over Indlandsisen i kamphelikopter og fører ordet til alverdens klimamøder. Miljøforkæmpernes svar på Michael Laudrup, dét er hvad Gore er. Alle lytter. Selvom det kan være svært at høre hvad der bliver sagt, med heltemusikken i forgrunden. Folkets mand. Han taler i øjenhøjde med meningmand, mens elegantieren med legende lethed får overtalt bankerne til at give Indien en bedre låneaftale til klimavenlige anlæg. Så nemt kan det gøres. Altså hvis man hedder Al Gore.
Måske er det upassende at lave gas med den tidligere amerikanske vicepræsident, der i flere årtier har haft et bankende grønt hjerte - men det er svært, efter at have set “En ubekvem sandhed 2”. For alle kneb gælder i politiske dokumentarfilm, der går målrettet efter publikum i Guds eget land. Også kneb, der kan fremstå temmeligt fjollet i en dansk optik.
Lignende dokumentarfilm benytter sig dog af præcis samme virkemidler, der i dette tilfælde er propagandafilm og kampagnevideo i én. Ja, Gore bliver direkte spurgt, om han stiller op til næste præsidentvalg. Forskellen er, at Gore ér en superstjerne i klimakampen. Retorikken giver mening i en amerikansk kontekst, når miljøskeptikere skal overtales - hvilket primært er Trump-vælgerne i USA. Selvom en lille del af “En bekvem sandhed 2” tager fat i et par Gores modstandere, som kan se idéen med grøn energi og rent faktisk anvender det, savnes mere dialog med oppositionen. Meningen er jo ikke, at filmen skal vises i et ekkokammer af ligesindede, men gøre en forskel blandt dem, der ikke er overbevist.
Filmens fokus er aktivismen bag Gores åbenlyse brændende engagement for sagen. For det er bestemt interessant at få indblik i den politiske proces bag tæppet, men samtidig en rosenrød og ensidig glorificering. Helt essentielt og afgørende for, at “En ubekvem sandhed 2” i bund og grund er en vellykket dokumentarfilm, er at den er en statusopdatering over hvad der er sket siden 2006 - hvilket ikke er opløftende. Informativt og elegant formidlet, sættes der tal og ansigt på den aktuelle miljøkrise og hvad de langsigtede konsekvenser er. Dét er til at tage og føle på. Oven et par solstrålehistorier op fra Sydamerika, hvor det i visse lande er lykkes at integrere bæredygtig energi, hvilket i sig selv giver en vis form for optimisme. Hvem ved. Måske kan Al Gore redde verden?
“En ubekvem sandhed 2” lægger som dokumentarfilm ikke skjul på at være en ærkeamerikansk heltefilm, grænsende til klimapropaganda. Til trods for de indimellem ufrivilligt komiske klæ’r, gemmer der sig et solidt og informativ indblik i aktivismen bag - og helt konkrete tal på, hvor det er så essentielt at italesætte om noget så ubekvemt, som den igangværende miljøkrise.
