Anmeldelse: Eye in the Sky

Du står ved en jernbaneoverskæring, og et tog buldrer ustoppeligt fremad. På sporet ligger en person bundet fast, og du har muligheden for at afspore toget ved at trække i et håndtag. Men ved at trække i håndtaget dræber du potentielt adskilligt flere personer inden i toget. Dette klassiske etiske dilemma er omdrejningspunkt for thrilleren "Eye in the Sky" med stjernerne Helen Mirren, Aaron Paul og Alan Rickman på rollelisten.

Det britiske og amerikanske militær arbejder sammen på en mission med det mål at tilfangetage en gruppe højtrangerede terrorister i Nairobi, Kenya. Det opdages dog hurtigt, at terroristerne er i færd med at forberede et selvmordsangreb, og missionen udvikler sig drastisk. I stedet for at tilfangetage terroristerne, vil de militære ledere, Oberst Katherine Powell (Helen Mirren) og General Frank Benson (Alan Rickman), dræbe dem ved et dronestyret bombeangreb. Dette er dog lettere planlagt end gjort, når der skal tages hensyn til politiske beslutningstagere, potentielt dårlig presse og det personel, der skal trykke på knappen og udløse bomben. Især når der faretruende tæt på bombens destination befinder sig en kær og uskyldig 9-årig pige.

Med et stjernecast lægger "Eye in the Sky" stort op. Den markerer ligeledes den sidste liveaction-spillefilm, Alan Rickman medvirkede i før sin død i januar i år. Rickman har givet os uforglemmelige optrædener som terroristen Hans Gruber i "Die Hard", Professor Snape i "Harry Potter"-franchisen og Metatron i Kevin Smiths "Dogma" – for også at nævne en personlig favorit. Rollen som den pragmatiske og erfarne general er ikke Rickmans mest mindeværdige, om end han som altid giver en kraftfuld og menneskelig præstation, flot suppleret af filmens andre erfarne hovedroller. De gode indsatser hæmmes dog af en filmisk stil, der trods et hæderligt forsøg ikke lever op til hensigten.

"Eye in the Sky" har en særpræget teknisk æstetik, der understøtter filmens temaer om overvågning og moderne krigsførelse. Undervejs benyttes luftfotos og overvågningsbilleder, hvis detaljerigdom giver et skræmmende indblik i mulighederne for moderne overvågningsteknologi. Fremfor at vore protagonister fysisk mødes, krydsklippes der ekstensivt mellem de forskellige kontorer, hvor kommandoposterne er. Herfra telefoneres, sms'es og mailes der flittigt og kontant med barske ordrer. Dette giver filmen en klaustrofobisk og hektisk stemning, der dog i længden bliver lidt kedelig. Det er en vanskelig opgave at gøre det ligeså interessant at se nogen stå og råbe i et telefonrør, som det vil være at have handling og reaktion i samme rum.

Overvågningsbillederne og fokusset på den tekniske kommunikation virker dog som tankevækkende kommentarer på, hvad der sker, når krigen distanceres. I stedet for at føle konsekvenserne på egen krop, kan en hel boligblok udslettes ved et tryk på en knap, alt imens man drikker sin eftermiddagskaffe. Beslutninger med potentielt dødelige konsekvenser kastes rundt mellem politikere og administrativt personale, der er mere bekymrede for mediedækningen end de liv, der er på spil. Når politiske skærmydsler tager overhånd, og beslutninger afhændes, tabes krigens menneskelige ansigt med store konsekvenser for en uvidende civilbefolkning.

"Eye in the Sky" er et interessant og velskåret indspark i en vigtig og aktuel debat om, hvad der sker, når krig ændrer karakter. Med fiffige tekniske greb sættes tilskueren midt i orkanens øje og føres med i den hektiske og dødsensalvorlige beslutningstagen. Dog udvikler filmen sig ikke synderligt. Den bliver lidt lang i sin konstante krydsklipning og skriveri frem og tilbage. Ligesom de menneskelige konsekvenser kan føles fjerne i moderne krigsførelse, føles den emotionelle indvirkning også lidt fjern i dette moderne krigsdrama.

Eye in the Sky