Anmeldelse: Fantasten
Her er en mand, der burde have al den hjælp, han kan få. Han appellerer bare overhovedet ikke til den.
Forestil dig, at du går ind til en fest. I en times tid går det godt, men så træder der en mand ind ad døren, der med det samme suger al energi til sig. Han er ikke det naturlige midtpunkt. Han er det tvungne. Det er ham, der har fået lidt for meget at drikke og nu lægger an på alle kvinderne og prøver at snyde alle mændene uden at vide, hvor gennemskuelig han er. Christian Dyekjærs nyeste spillefilm, "Fantasten", er et intensivt studie af netop sådan en mand.
Claus er en ynkelig skikkelse i det københavnske landskab. I et forsøg på selvhævdelse og at leve et liv i evig sus og dus spiller han sine penge op dagen lang. På arbejdspladsen er der altid tændt for kortspillene på computeren, kasinoerne bliver ofte frekventeret, og han er et fast indslag i de ulovlige spillebuler. Men en dag står den glemte søn udenfor døren, nitten år og netop slået op med kæresten. I starten er det hyggeligt, der spilles, der vindes, der festes. Men efter en uheldig aften skylder sønnike en kvart million, og nu er gode råd dyre i bogstavelig forstand.
Der er noget fascinerende ved at se på mennesker i desperate situationer. Ved at se, at livet har andet at byde på end hurtige penge og energiske fester. Claus bliver ikke et mere fuldendt menneske, men derimod et mere desperat et af slagsen. At leve som alle andre er ikke hans styrke, og indre dæmoner skal i hans verden ikke bekæmpes, men derimod fodres, så de kan lade ham være lidt endnu. Denne dyriske drift i et menneske, der er svært at holde af, er fascinerende. Også selvom det ikke er holdbart som eneste fokus i en spillefilm.
"Fantasten" ville på mange måder have været bedre som novellefilm. Det er næsten umuligt at være i selskab med den drænende Claus i længere tid, og det er netop denne dybdegående og fine beskrivelse af ham, der også er filmens største svaghed. Ved at beskrive ham så fuldendt, er det tydeligt, at han er umulig at være i nærheden af uden at stjæle al energi, og dette gør i værste fald "Fantasten" til halvanden time, hvor vi ikke bare skal kæmpe med at udholde ham, men også mod den snigende hovedpine, han giver sine omgivelser. Her er en mand, der burde have al den hjælp, han kan få. Han appellerer bare overhovedet ikke til den.
Det er svært at have varme tilovers for en antipatisk hovedperson. Heldigvis bliver denne fint kamufleret af sønnen Silas, der anderledes appellerer til sympati. Det er det fine forhold til en søn, Claus ikke rigtigt kender, der er det stærke i "Fantasten" og dét, der gør, at vi alligevel håber det bedste for dette umage par. Ved at spille op mod sin uduelige far får vi en beskrivelse af en nittenårig dreng, der ikke helt ved, hvor han står i livet, men som efterhånden bliver klar over, hvad han ikke vil. Hans stigende styrke er en god pendant til den svage far, hvis kærlighed til sønnen kan overvinde alt andet end hans egne begrænsninger.
Det er sjældent, at styrkerne i en film er begrænsninger i samme grad, som de er det i "Fantasten". Beskrivelsen af Claus er på én gang udmattende, men også omfattende i en grad, at vi hurtigt begynder at fornemme, hvilke trin i livet der har ledt til hans deroute. Derfor er "Fantasten" ultimativt et fascinerende psykologisk studie – også selvom den tager sin betaling i form af energi og udmattelse fra sin tilskuer.