Anmeldelse: Find Dory

Det er over 20 år siden, Pixar vendte op og ned på animationsverden med "Toy Story". Pixar er lige siden blevet ved med at revolutionere animation både via tekniske og kunstneriske gennembrud, men Pixar har ét svagt punkt: deres to'ere. Hverken "Toy Story 2", "Cars 2" eller "Monsters University" var synderligt interessante, og jeg var derfor ret spændt på at se, hvad Pixar havde fundet på med "Find Dory" – deres efterfølger til "Find Nemo" fra 2003.

Trods 13 års produktionspause mellem de to film kommer vi hurtigt i gang med den nye fortælling. Gennem en prolog fortælles det, hvordan Dory, der lider af korttidshukommelsestab, blev væk fra sine forældre som spæd og forgæves har prøvet at finde dem indtil sit møde med Nemos far Marlin i "Find Nemo", hvor hun er blevet voksen og fuldstændig har glemt dem. Modsat Pixars andre to'ere fortsætter "Find Dory" lige før slutningen af forgængeren, for knap er de tre fisk vendt hjem fra handlingen i "Find Nemo", før Dory pludseligt bliver mindet om sine forældre, der er et sted i Californien, og så må de tre fisk hurtigt ud igen på en farlig færd på tværs af oceanet.

På denne måde sætter "Find Dory" gang i en fortælling, der hænger nøje sammen med sin forgængers detalje- og farverige verden, hvor vi får mange af de gamle kendinge at se undervejs. Samtidigt byder filmen også på et hav af originale oplevelser og karakterer i eventyret mod og i Californien. Det er slående, hvor mange detaljer har overlevet den lange tidsrejse mellem de to film, men Pixar har altid kælet for netop detaljerne. Derfor er det også lidt slående, at nogle af filmens bedste elementer også er dem, der skærer mest i øjnene.

Først hovedkaraktererne, der trods ligheden med tidligere udgaver virker mere usympatiske, end deres særheder ellers fik dem til i forrige film. Det skyldes den idé, at karakterer bør udvikle sig i løbet af en fortælling. En af hovedpointerne i "Find Nemo" er, at Marlin ikke skal være så overbeskyttende, men selvom han indvilliger i at lede efter Dorys familie, opfører han sig stadig som sit gamle jeg igennem hele filmen. Det er svært at acceptere, når vi har set Marlin ændre sig. I Dorys tilfælde er hendes hukommelsesproblemer gået fra at være morsomme til dybt sørgelige, og det hjælper ikke på humøret, at hun det meste af filmen råbende og hysterisk skal minde sig selv (og os) om sin forfærdelige lidelse. Især i prologen, hvor hun som lille har den mest affektfyldte børnestemme og de største øjne, en Disney-karakter nogensinde har haft.

Det peger på et problem med en anden ellers sympatisk hovedpointe: at leve med et handicap. Dorys handicap holder hende for meget tilbage, især i forhold til første film, og hun slipper sjældent ud af problemer, hvis ikke hendes habile venner – især den umådeligt sjove udbryderkonge-blæksprutte – er der. En unødig nedgørelse af handicap, som Nemo ikke blev selv udsat for, når han fik hjælp, men som alle andre "anderledes" karakterer i filmen ikke slipper for. Den ellers dejlige og pædagogiske detaljerigdom har andre småproblemer, såsom at hvalhajer ikke spiser fisk, at det lesbiske menneskepar ikke er så progressivt fremstillet, når alle voksne gæster i akvariet er kvinder, og at Ole Henriksens gæsteoptræden med sin stemme virker så irrelevant, at den mere ligner skjult reklame til forældre.

"Find Dory" er en dejligt farverig og detaljefyldt film, som jeg er sikker på, mange vil finde spændende og især (over)nuttet. Sammenlignet med Pixars andre to'ere fortæller den en historie, der hænger langt mere sammen med sin forgænger. Dens detaljerige styrker kan dog ikke undgå samtidigt at udpege dens svagheder. Den både styrkes og svækkes af at blive set kort tid efter "Find Nemo", hvilket jeg dog anbefaler at gøre, da man sådan kan opfange mange af detaljerne. Animationsfilm kan sagtens skildre voksne emner. Det er noget, Pixar altid har vidst. Det virker blot, som om de denne gang selv har lidt en smule af hukommelsestab.