Anmeldelse: God's Own Country

Francis Lee debuterer med "God's Own Country" som manuskriptforfatter og instruktør og giver løfter om en ny engelsk auteur, som bestemt ikke er bange for kropsvæsker – fra hverken dyr eller mennesker. Trods det barske ydre er "God's Own Country" dog en yderst vedkommende og rørende fortælling om to unge mænds kærlighed på kanten af samfundet.

Johnny Saxby (Josh O'Connor) bor og arbejder på sin fars gård i Yorkshire. Han bor der med sin solide farmor (Gemma Jones) og sin invalide far, Martin (Ian Hart), der er ved komme sig efter et hjertetilfælde. Dagene går med at passe gården og dyrene. Nætterne bruger han på at drikke hjernen ud på den lokale pub. Forandringen kommer, da Martin hyrer den rumænske fyr Gheorghe (Alec Secareanu) til at hjælpe Johnny med de fødende får. Den bitre og ensomme Johnny er først fjendtlig over for den fremmede, som hurtigt viser sig at være en både omsorgsfuld og beslutsom ung mand. Efter noget tid er det tydeligt, at det ikke kun er lammene, der har brug for hjælp for at komme til verden.

Den rå og grå natur er den tredje hovedrolle i filmen, men ikke som et romantisk bagtæppe med rullende grønne marker. Francis Lees portrættering af det landlige liv, som også er et liv i udkanten af samfundet, er barsk, beskidt og fugtig, men samtidig enormt nærværende, hvilket gør Johnnys virkelighed håndgribelig.

Johnnys isolation forstærkes af, at kameraet stort set aldrig forlader den fædrene gård. Snigende nedslåethed finder sit æstetiske udtryk i den konstant grå og fugtige luft, der omgiver alle og truer med at sluge dem. Balancen mellem stil og indhold er perfekt, hvor den underspillede, men brutale skildring af livet som ung landmand altid understøtter handlingen. Der er lange perioder af stilhed, hvilket ikke blot føles autentisk – landmænd er sjældent mænd af mange ord – men også giver en fornemmelse af luft, store vidder og klaustrofobisk ensomhed.

Der er åbenlyse, næsten påfaldende ligheder med andre film om homoseksualitet, først og fremmest Ang Lees "Brokeback Mountain". De to elskere tilbringer eksempelvis en periode i en ruin, mens de reparerer et stengærde. Den store og afgørende forskel er – ud over fraværet af amerikansk melodrama  at i "God's Own Country" er hverken Gheorghes rumænske ophav eller parrets homoseksualitet filmens store konflikt. Her er ingen homofobiske eller xenofobiske skurke. Francis Lees debutfilm er i virkeligheden en helt klassisk kærlighedshistorie, hvor de elskende tilfældigvis begge er mænd.

Bob Dylan sang engang, at hvis man ikke har travlt med at blive født, har man travlt med at dø, og det er nogenlunde det dilemma, Johnny står overfor i "God's Own Country". Kan han bryde fri af sin ensomhed, må han turde at være sårbar og give sig selv hen til kærligheden. Men det er ikke let, når man er vant til at overleve ved at gøre sig hård og kold.

God's Own Country

Kommentarer

God's Own Country

  • ★★★★★★0

    Jeg havde ikke hørt om God's Own Country før i forgårs, men den er absolut blevet den film, jeg helst vil se fra 2017...

    Guldager14-09-17 20:50

  • ★★★★★0

    Jeg har kun hørt gode ting om "Gods Own Country", så jeg glæder mig også til at få set filmen. 

    Super anmeldelse. :) 

    NightHawk14-09-17 20:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen