Anmeldelse: Going in Style (Blu-ray)

Præcis hvorfor man har hyret en mand som Zach Braff til instruktørjobbet på "Going In Style", er en gåde.

Engang tilbage i det herrens år 1979 udkom en lille film ved navn "Going in Style", der fik den dejlige danske titel "Guld og gamle drenge". Selvom filmen havde tre Oscar-vindere i hovedrollerne og en senere hen Oscar-nomineret instruktør på instruktørstolen, nød filmen kun en moderat succes og gik hurtigt i den famøse glemmebog. Faktisk i så høj en grad, at 38 år senere vil de færreste opfatte, at Zach Braffs "Going in Style" er en genindspilning. Endnu en gang har man dog hyret tre Oscar-vindere i hovedrollerne, endnu en gang har filmen nydt en moderat succes, og endnu en gang vil filmen gå hurtigt i glemmebogen. Med andre ord – historien gentager sig selv.

Joe (Michael Caine), Willie (Morgan Freeman) og Albert (Alan Arkin) står snart til at få udbetalt deres pension, men en dag lukker deres firma dørene og tager pensionen med sig. Joes besøg i banken letter ikke ligefrem hjertet, da afbetalingerne på huset stiger, og han tilmed bliver offer for et bankrøveri under besøget. Dette tager Joe ikke så tungt. Han finder derimod inspiration i handlingen og beslutter sig for at røve sin bank. Når han præsenterer ideen for sine to venner, er de ikke ligefrem begejstrede, da de har alderen imod dem, og ingen af dem kan håndtere en pistol. Snart erfarer de, at de har intet at tabe og alt at vinde, og når deres egen bank tilmed forsøger at røvrende dem, har de kun ét ord i tankerne – retfærdighed.

Efter finanskrisen er tilliden til bankerne svundet en del hos befolkningen. Netop i kølvandet på dette faktum er en film som "Going in Style" mere relevant end nogensinde før. Det kræver ikke meget mere end en simpel sort/hvid-skildring af en begivenhed som denne, før vi som publikum sidder og hepper på livet løs på tre oldinge, der vil røve en bank. Filmen har bestemt hjertet på rette sted, og med sin lune og ufarlige tone ender det da også som en nogenlunde hyggelig fornøjelse. Hvis man allerede har stiftet bekendtskab med den originale film, er det også glædeligt, at denne ikke følger originalen til punkt og prikke. Den vestlige verden anno 2017 er heldigvis noget anderledes end dengang, og det er mere tilladt at prikke til kapitalismens grimme ansigt i dag. Det er dog kemien mellem de tre hovedroller, der ender som filmens absolut største forcé. Michael Caine, Morgan Freeman og især Alan Arkin er drøncharmerende, og imens dialogen aldrig bliver himmelråbende morsom, er deres ping pong med ord en fornøjelse at overvære.

Præcis hvorfor man har hyret en mand som Zach Braff til instruktørjobbet på "Going In Style" er en gåde. Braff er hovedsageligt kendt for sit arbejde bag og foran kameraet på tv-serien "Scrubs", men begik også en mindre indie-genistreg med spillefilmen "Garden State". Hans humor og evner står i skarp kontrast til alt, hvad "Going in Style" står for. Da Braff heller ikke står bag filmens manuskript, er hans fodspor på filmen virkelig svære at få øje på. Når "Going in Style" også ender med en spilletid på to timer, er luften for længst gået af ballonen. Der er simpelthen ikke nok indhold til at berettige så lang en film, og filmens midterdel føles alenlang.

Efter filmens klimaks kommer også en længere og kluntet forklaring, hvor Matt Dillon i rollen som FBI-agent ender som en forspildt chance. "Going in Style" vækker dog minder om en svunden tid, hvor Hollywood sprøjtede film ud som disse. Med en strammere fortalt historie, kunne den sikkert have gjort et langt større indtryk. I stedet må vi nøjes med en hyggelig og ufarlig film, der er glemt det øjeblik, man slukker for den.

Billede & Lyd

"Going in Style" er skudt digitalt, og generelt er filmen meget lys og farverig med en tendens til at understrege de blå toner. Billedet er skarpt og detaljeret, og hvis der har været det fjerneste støj, har jeg i hvert fald ikke lagt mærke til det. Lyden er en langt mere afdæmpet sag, der kun har ganske få detaljer i baghøjtalerne. Når musikken spiller, fyldes stuen dog med lyd, der har en tilpas tyngde og på ingen måde virker alt for dominerende.

Ekstramateriale

De slettede scener udgør samlet ca. 15 minutters spilletid, og alle introduceres med lidt tekst. Scenerne bidrager hverken til karakterudvikling, stemning eller tempo, og "Going in Style" havde generelt fungeret bedre, hvis man havde slettet en hel del mere end tilfældet er. Kommentarsporet med Zach Braff er til tider informativt, men som tiden skrider frem, bliver pauserne længere og længere, imens kommentarerne bliver mere og mere ligegyldige. Til sidst gør Zach Braff ikke meget andet end at pointere handlingsforløbet.

Going in Style (Blu-ray)

Kommentarer

Going in Style (Blu-ray)

    Log ind for at deltage i diskussionen