Anmeldelse: Hacksaw Ridge

På det store lærred har Mel Gibson de senere år forsøgt at undslippe sin personlige fortid med svingende resultater. I krigsfortællingen "Hacksaw Ridge" omfavner den nu 60-årige filmskaber sin hovedpersons fortid og slipper godt fra det.

Historien om soldaten Desmond Doss er en superheltehistorie hentet fra den virkelige verden. Doss var pacifist, men ikke desto mindre opsat på at tjene sit land under Anden Verdenskrig. Ikke et eneste fingeraftryk blev der sat på en riffel under slaget om Okinawa, alt imens den tapre gut reddede liv på stribe som sygeplejer.

Nu hvor vi befinder os i en filmtid, hvor Christopher Nolan er gravid med netop et Anden Verdenskrig-epos, er det egentlig forfriskende, at Mel Gibson i sin film har valgt at lægge fokus på heltedyrkelsen snarere end på at lave en egentlig genrefilm. I sin kerne er "Hacksaw Ridge" et meget lyst og varmt værk, der hylder medmenneskeligheden der, hvor den er sværest at finde.

Med en kombination af meget klassisk storytelling og kristne undertoner er filmen flere steder i overhængende fare for at underminere sin hovedpersons reelle handlinger. Heldigvis er det lykkedes at finde en ideel indehaver af rollen i form af Andrew Garfield, som sikrer, at publikums opmærksomhed aldrig er dalende. Efter at have overdraget Spider-Man-faklen til Tom Holland beviser Garfield hér, at han fungerer upåklageligt i en nylon-fri helterolle. Garfield giver en god præstation, som besidder en renhed, der passer perfekt til portrættet af godhjertede og ydmyge Doss.

Det er dog  på slagmarken, at filmen funkler. I sin første halve time er instruktøren lige ved at vugge sig selv i søvn, men efter et fremragende temposkift i anden akt får Mel Gibson på rekordtid cementeret sin status som forbandet god billedmager med klippeteknisk sans langt over gennemsnittet. Kaos-aspektet ved krig rammes desuden rigtig godt – vi snakker tyk krudtslam og mavedybe mandeskrig for fuld udblæsning. Og så er det værd at fremhæve en virkelig stærk lydside, der i et snuptag hiver dig ind i kugleregnen og den i øvrigt særdeles blodige manege.

Det stærkeste kort, som "Hacksaw Ridge" har at spille ud, er den utrolige sandfærdighed, der ligger i personhistorien, og det er den godt selv klar over. Det er sgu en vaskeægte helt, som biografmasserne nu får kendskab til. Og autenticiteten bliver understreget til allersidst med et kneb, som Spielberg for længst har perfektioneret. Men det gør ingenting, for essensen i knebet opsummerer ganske glimrende, hvad Menig Mel kan som filminstruktør – det kan godt være, det ikke er raketvidenskab, men det virker.