Anmeldelse: Hell or High Water
"Hell or High Water" er ved første øjekast en ordinær omgang politi og røver, hvor regnestykket ikke ser så kompliceret ud. På den ene side har vi to brødre, der ikke laver dagens gerning, og på den anden side har vi to politifolk, der har lavet dagens gerning hele deres liv. Men for enden af filmens hjulspor gennem ørkensandet finder vi ud af, at det er en meget mere nuanceret fortælling, der udspiller sig imens.
Efter morens død genforenes et texansk brødrepar i et forsøg på at redde hendes fallitbo ud af kløerne på banken. Storebror Toby (Chris Pine) ved nemlig, at der er fundet olie på ejendommens grund, så for at møde betalingsfristen indleder de to en mindre turné som bankrøvere. Lige i hælene på dem har den snu og næsten-pensionerede veteranstrømer Marcus (Jeff Bridges) sat alle sejl til for at få dem stoppet.
"Hell or High Water" er mere interesseret i sit godtfolk og miljø, end den er i at være en genrefilm. Tydelige ekkoer fra Coen-brødrenes "No Country for Old Men" runger i den forbindelse. Her er der ingen vindere. Samtlige karakterer ligger under for den større tematiske dagsorden – nemlig dén, at uoverskueligt store dele af USA ikke har til sidst på måneden. Taylor Sheridan (der sidste år stod bag det Oscar-nominerede manuskript til mavepusteren "Sicario") har på smart vis skrevet et krimiplot, der fungerer som en glimrende metafor for den "slange spiser sin egen hale"-tragedie, der hersker i virkelighedens forgældede USA.
Alligevel insisterer filmen på ikke at trække dig ned i sydstatssumpen. "Hell or High Water" er mere underholdende, end den er opgivende, hvilket hjælpes godt på vej af nogle veldrejede og dejligt støvede bankrøveri- og flugtsekvenser. Men det er især de visuelle valg, som David Mackenzie har taget, der giver godt modspil til tristessen. Med varme farver i billedet får Sydens landskab fuld opmærksomhed, samtidig med at den skotsk-engelske instruktør også har fin sans for detaljen i sine nære skud. Det er en virkelig velfotograferet film.
Filmens tre fremtrædende roller er alle godt besat, og med få, men gode virkemidler bringer skuespillerne kød og blod til deres karakterer. Chris Pine har i en årrække været bundsolid og er også god her som den mere samvittighedsfulde af de to brødre, mens Ben Foster igen-igen giver en magnetisk optræden som løs kanon. Bedst er dog gode gamle Jeff Bridges – med navlehøj bæltespænde og skrå i munden hviler han rigtig godt i rollen som gråsprængt Texas Ranger.
Som med sine andre film (titler som "Young Adam" og "Hallam Foe") sørger instruktøren for, at der ikke er ret mange konventioner at støtte sig til som publikum. Den eneste garanti her er, at øllene har skruelåg. På overfladen virker det måske genkendeligt det hele, men fjernes fokus fra rammefortællingen, gemmer der sig en meget bedre historie bagved. Tilsætter du dertil sort Texas-humor og delikate australske toner fra Nick Cave og Warren Ellis, så vokser de fire stjerner forneden sig pludselig rigtig store.