Anmeldelse: Human Flow

Treogtyve lande over ét år, formidlet på 160 minutter, er et tæppebombardement af ekstremt flotte optagelser og usammenhængende menneskelige fortællinger.

Politisk kunst kan sommetider rykke bjerge. Særligt ud i provokationens kunst, der i særlige tilfælde kan give udøverne af kunsten det statslige apparat på nakken. At kinesiske Ai Wei Wei endda har været fængslet uden rettergang i sit hjemland pga. sin systemkritiske stemme er ét blandt flere eksempler på, hvordan kunst udfordrer meningsdannelse og magthaverne – og ikke mindst på, hvor mange platforme det er muligt hvorpå at nå et publikum. I de seneste par år har Wei Wei været optaget af flygtningekrisen, hvor dokumentarfilmen "Human Flow" er et forsøg på at afdække bevæggrundene for den omfattende menneskestrøm.

For øjeblikket tæller krisen over 65 millioner mennesker på flugt, der har været tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig, klimaforandringer og forfølgelse. Med andre ord sker den største flygtningekrise siden 2. Verdenskrig – lige nu. I "Human Flow" rejser vi over et år i selskab med Ai Wei Wei rundt til treogtyve af verdens mest iøjnefaldende brændpunkter set ud fra flygtningekrisen. Fortællingerne er alt andet end synderligt positive, da fokus er nedslag i menneskenes desperate jagt på at finde tryghed og retfærdighed – og ikke mindst at perspektivere Vestens ansvar ud i menneskerettigheder.

I dokumentarfilm-regi er det absurd, hvor vidt den kinesiske aktivist og kunstner er kommet omkring i løbet af ét år. Ambitiøst er ikke ordet for, hvad 60-årige Ai Wei Wei har kastet sig ud i med "Human Flow" - også selvom hans rolle i produktionen mest fremstår som en branding-strategi. Måske fordi produktionen er kommet i kassen så hurtigt, fremstår slutproduktet mere rodet end refleksivt. 

Netop den æstetiske og poetiske sensibilitet i "Human Flow" fylder mere end det eftertænksomme og chokerende. Legendariske Christopher Doyle står bag kameraet og skaber en hypnotisk visuel, der i betagende brudstykker minder mere om Godrey Reggios eksperimenterende "Qatsi"-trilogi ("Koyaanisqatsi", "Powaqqatsi" og "Naqoyqatsi"), som står i modsætning til den typiske velkendte flue på væggen-observerende dokumentarisme ud i aktivisme og den subjektive politiske og populistiske manipulerende hybridform, som bl.a. Michael Moore benytter sig af. Ai Wei Wei optræder i "Human Flow" som en slags tavs guide, der imødekommer tragiske skæbner – selvom det fremstår enormt konstrueret. I så høj en grad, at han ikke rigtigt gør noget godt for filmen.

Projektet går dog forud for den filmiske helhed. Handlingstråde fra treogtyve lande kastes hen i en 160 minutters rodebunke, hvor vi aldrig kommer ind under huden på dem, filmen handler om – de menneskelige ansigter, der forsvinder i uoverskuelige statistikker. Vi forbliver i øjenhøjde med en rækker af forbigående flygtninge, men aldrig får vi indsigt eller overblik – til trods for at der bliver gjort meget ud af droneoptagelser af flygtningelejre og folkemasser på flugt. Vi drukner bogstaveligt talt i en overflod af dårlig filmformidling.

At en ambitiøs dokumentar som "Human Flow" er så dårligt formidlet og simpelthen ikke har styr nok på sin fortælling er en skam – for den er særdeles sympatisk. Treogtyve lande over ét år, formidlet på 160 minutter, er et tæppebombardement af usammenhængende fortællinger og optagelser, der nok er ekstremt flotte i hænderne på mesterfotograf Christopher Doyle, men ekstremt rodet fortalt af kunstneren Ai Wei Wei.

Human Flow