Anmeldelse: Ice Age 1-5 (Blu-ray)

1990'erne var et stort årti for animationsfilm i den vestlige verden. Disney havde førhen nærmest haft monopol på fuldlængde animationsfilm af høj kvalitet, men pludselig stod en lang række selskaber og ville have deres bid af kagen. Hvor østen længe havde taget animationsfilmen seriøst, skulle det først ske nu for os.

Herfra gik det som bekendt hurtigt, og den første animationskategori i den årlige Oscar-uddeling dukkede også allerede op i 2001. Computeranimation blev lynhurtigt det nye sort, og her var "Ice Age" fra 2002 en del af den første bølge. Blue Sky Studios, en del af 20th Century Fox, har dog ikke nydt den store succes af andre titler end lige netop "Ice Age", så derfor findes der nu hele fem af slagsen.

"Ice Age"-filmene foregår naturligvis i istiden. Her følger vi dovendyret Sid, mammutten Manfred og sabeltigeren Diego. Sammen bliver de tre en flok for sig, da de umiddelbart ikke passer sammen med andre fra deres egen race. For hver film, der går, bliver deres flok større, og i det seneste kapitel, "Ice Age: Den vildeste rejse", består den af hele ni karakterer. Sideløbende er der i hver film en historie om egernet Scrat, der er på jagt efter et agern og konsekvent får sat flokken – og til tider hele Jorden – i fare. Selvom hver film har en ny historie, er det gennemgående det samme der sker: Scrat skaber en ulykke, og flokken skal redde dagen. Det er til tider hylende morsomt, især for målgruppen, som umiddelbart er børn i alderen 5-12 år, men det er også hamrende monotont i længden, og ideerne slipper desværre lynhurtigt op.

Den første "Ice Age"-film får introduceret karaktererne og miljøet på fornuftig vis. Som skabelsesberetning og eventyr har den måske intet nyt at byde på, men hjertet er på rette sted, imens humoren fungerer i sine små doser. Herfra går det dog stejlt ned ad bakke for franchisen. Humoren fylder mere og mere, i takt med at kvaliteten daler, og de sidste to kapitler er så lavpandede, at en søndag morgen på Cartoon Network er en mere givende oplevelse. Tunge emner som familieforøgelse, opvækst og venskab, der kunne være grobund for gode moraler, bliver smidt til side for et billigt grin. Når vittighederne også begynder at gentage sig selv fra tidligere film, bliver det til sidst meget svært at forstå, at "Ice Age" nok endnu ikke er en afsluttet filmserie.

På trods af at "Ice Age"-filmene gerne vil inddrage datidens miljø i samtlige film, får man ikke meget logik for pengene. Scrat er derfor årsagen til kontinenternes vandring og planeternes bane om solen, der – som de fleste af os nok godt er klar over – skete noget før istiden. Der er naturligvis også dinosaurer og andre fortidsvæsner på ingredienslisten, som nok bør have advarslen "BØR IKKE INDTAGES MED EN VELFUNGERENDE HJERNE". Selvom min 5-årige søn elskede hvert et øjeblik af filmene, var der derfor en del ting, der skulle forklares efterfølgende. Det sjove påfund Scrat er det eneste element i filmene, der konsekvent fungerer. Uden sprog jagter egernet sit agern igennem tykt og tyndt i sekvenser, der vækker minder om de gamle 5-minutters lange Disney-tegnefilm med Anders And, Fedtmule eller Pluto.

Der er stor chance for, at børn og voksne i alle aldre vil finde karakteren samt de absurde situationer, han befinder sig i, sjove. Det er bare spøjst, at en lille bihistorie skal holde flere film kørende, for hverken Sid, Manfred eller Diego er særligt interessante, og efter den første film er det også svært at leve sig ind i deres fortællinger. "Ice Age 3: Dinosaurerne kommer" fungerer dog fint som rendyrket komedie. Udover humoren er der dog intet at hente i filmen, og lige netop dét ender med at blive hele franchisens største problem. Udover et par sjove øjeblikke huskes intet andet. At animationerne samtidig er simple, kønsløse og anonyme hjælper ikke på at cementere "Ice Age" som en sværvægter blandt nutidens animationsfilm. Filmene er, når de er bedst, indbegrebet af middelmådighed og drukner simpelthen i mængden.

Billede & Lyd

Selvom computeranimerede film for det meste ser forrygende ud på Blu-ray med de helt rene linjer, er det kun "Ice Age 4: På gyngende grund" og "Ice Age: Den vildeste rejse", der ser virkelig flotte ud. Animationerne er som sagt meget simple, hvilket nok er årsagen til, at det ender en smule undervældende, men filmene bliver mere detaljerige, som tiden skrider frem. Dette er i øvrigt også blot en samling af alle de gamle udgivelser, og især de to første kapitler har brug for en ny restaurering med nutidens briller på.

Det engelske lydspor er en acceptabel blanding af dialog, lydeffekter og musik, men præcis ligesom med billedkvaliteten mangler der detaljer – især i de bagerste højtalere. På det danske lydspor drukner dialogen desværre ofte – selv i de to nyeste kapitler. Det virker, som om der er gjort meget mere ud af lyden, når vi følger Scrats fortælling, for her dukker der nærmest en ny dimension af lyd op, smækfyldt med detaljer og et solidt basniveau.

Ekstramateriale

Alle filmene har hver deres portion ekstramateriale. Smart nok kan man endda vælge dansk lydspor til langt det meste, så børnene også kan være med. Allerede under "Ice Age 2: På tynd is" begynder ekstramaterialet at gentage sig selv. Der er meget fokus på Scrat, og selvom det er sjovt at blive sat ind i karakterens tilblivelse, animation og stemme, bliver det simpelthen for meget af det gode til sidst. Der er også en håndfuld kortfilm med Scrat, som alle er værd at se.

Kommentarsporene er mest for animationsfanatikere, da snakken ofte bliver en smule for teknisk for de små, men de er dog for det meste interessante og informative. De mange små featurettes kan også til nød ses, selvom de færreste egentlig bidrager med noget, der ikke bliver berørt på kommentarsporene. Værst af alt er dem, der fokuserer på musikken brugt i filmene – de gør intet andet end at spille musikken igen, og den er ikke god.