Anmeldelse: Kæledyrenes hemmelige liv

Tilbage i 2010 fik animationsfilmen "Grusomme mig" en vældig succes. Det skyldtes ikke mindst dens gule minions. Deres farverige design og finurlige fald på halen-komik var en opskrift på succes. Efterfølgende kom filmen "Minions", der omsatte for over en mia. dollars på verdensplan. Som merchandisen viser, kan succesen malkes længe endnu, så det er forfriskende, at man i stedet er gået den kreative vej og har lavet en helt ny film. Vi slipper dog ikke for minions undervejs...

"Kæledyrenes hemmelige liv" handler om den lille, kortpelsede terrier Max, og hvad han sammen med sine andre kæledyrsvenner i New York foretager sig i hemmelighed hver dag, når ejendommens beboere tager på arbejde. Max' ejer kommer dog en dag hjem med en anden og meget anderledes hund ved navn Duke. Det går hurtigt galt mellem de to køtere, hvilket fører til, at de ved et uheld ender på gaden uden halsbånd, så de må arbejde sammen for at vende hjem igen, før dagen er omme, og deres ejer er hjemme. De møder en masse forhindringer på deres vej, bl.a. en undergrundshær af forladte kæledyr, der kalder sig "De udskyllede", som på revolutionær vis vil udslette den menneskehed, der ikke har givet dem nok kærlighed.

Med sin blanding af handlingerne fra "Oliver & Co." og "Toy Story" er der hurtigt sat gang i en potentielt meget spændende og relativt original fortælling. Ideerne, der tydeligvis er videreudviklinger af allerede etablerede og succesfulde koncepter, er i hvert fald utroligt interessante. Især ideen om de forladte kæledyrs modstandshær er vældigt sjov. At den samtidigt er ledet af den mest nuttede, men også ondeste kanin, som ville gøre Monty Python stolt, gør den bare endnu bedre. Problemet bliver dog, at alle disse ideer forbliver blot det – ideer.

Hvor "Toy Story" gav sig god tid til at præsentere legetøjets skjulte dagligdag og fandt på en passende anledning til både at præsentere den og samtidig føre handlingen frem, så kommer vi aldrig tæt på det hemmelige liv, som filmen ellers reklamerer for. Introduktionen af Duke kommer meget pludseligt, og hans karakter kan selvfølgelig ikke matche Buzz Lightyears naivitet og manglende selverkendelse. Den manglende indlevelse i karaktererne kommer også af, at de uskrevne regler for, hvornår dyr må snakke sammen, ikke overholdes. I begyndelsen er det udelukkende, når deres ejere er væk, men denne ellers fine detalje ignoreres, så snart handlingen kræver det.

Det hjælper heller ikke, at de fleste danske stemmer virker uengagerede. Især Anders Matthesen som Max og Trine Dyrholm som katten Chloe er skuffende at høre i en ellers virkelig flot animationsfilm. Mick Øgendahl som den rabiate kanin Snefnug kan heller ikke give sin ellers hysterisk sjovt udtænkte karakter nok liv. Undtagelserne er dog de yderst fremragende og dybt underholdende Christiane Schaumburg-Müller, Jacob Haugaard og Max Hansen som hhv. tæven Glitter, den gamle gravhund Pops og jagthøgen Tiberius.

"Kæledyrenes hemmelige liv" er i sidste ende en fin animationsfilm, der udviser en stor kærlighed for alle kæledyr i verden. Men på trods af en spritny fortælling og karakterer tager den desværre ikke de store chancer. Især de utallige minions-referencer holder den fra at gøre det helt store indtryk. Det ses bl.a. i en forfilm, der virker som en skjult reklame for Mattel, og nogle pølser i en ellers ret sjov hundedrømmesekvens, der på foruroligende vis minder om de små, gule sataner. Mange vil dog nok elske disse referencer – det har deres succes vist. Det er måske blot mig, der havde ønsket, at filmen kunne stå på sine egne fire poter.

Kæledyrenes hemmelige liv

Kommentarer

Kæledyrenes hemmelige liv

  • ★★★0

    Den manglende indlevelse i karaktererne kommer også af, at de uskrevne regler for, hvornår dyr må snakke sammen, ikke overholdes. I begyndelsen er det udelukkende, når deres ejere er væk, men denne ellers fine detalje ignoreres, så snart handlingen kræver det.

    Måske ikke så vigtig en detalje, men er ikke sikker på, at dette overhovedet bliver etableret som en regel. Dyr kan ikke tale, kun med hinanden. Det er ikke en hemmelighed. Vi ser en scene tidligt i filmen, hvor Max snakker en masse til sin ejer, men det eneste hun hører er, at han gør. Deres hemmelige liv består nærmere i, at de besøger hinanden og fester og hører høj musik, etc.. 

    Derudover meget enig med anmeldelsen. Jeg synes desuden, det var ret kreativt, hvordan den gav de forskellige racer forskellige personlige quirks, som passede ret godt med, hvordan de opfører sig i virkeligheden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en animationsfilm, hvor der faktisk tages højde for hunderacer og deres temperamentsforskelle. 

    Riqon 5-08-16 15:18

  • 0

    Måske ikke så vigtig en detalje, men er ikke sikker på, at dette overhovedet bliver etableret som en regel. Dyr kan ikke tale, kun med hinanden. Det er ikke en hemmelighed. Vi ser en scene tidligt i filmen, hvor Max snakker en masse til sin ejer, men det eneste hun hører er, at han gør. Deres hemmelige liv består nærmere i, at de besøger hinanden og fester og hører høj musik, etc..

    Ikke direkte nej, men når Max og Duke taler sammen i lejligheden, ser de ikke umiddelbart ud til at gø, mens den efterfølgende scene, hvor Max taler til ejeren og der klippes til at han gør, gav mig det indtryk. Jeg har nok allerede der haft en lille sammenligning med Toy Story kørende i hovedet, og så virkede det underligt på mig, hvordan reglerne for filmens univers var. :)

    BusinessMonkey 5-08-16 16:08

  • ★★★0

    Sammenligningen med Toy Story er selvfølgelig uundgåelig med SÅ mange ligheder, og det hjælper den på ingen måde at stå i dens enorme skygge.

    Riqon 5-08-16 16:53

Log ind for at deltage i diskussionen