Anmeldelse: Kedi

Tankevækkende kæledyrsdokumentar er heldigvis ikke en forlænget YouTube-video, der lever alene på billige kattestreger.

Kat eller hund, det plejer at være enten eller, ud i hvilke kæledyr der foretrækkes. Selvom hunden ofte betegnes som menneskets bedste ven, har katten været domesticeret siden oldtidens Ægypten. Sociale medier drukner i kattevideoer og er statistisk set dét mest foretrukne kæledyr i verden. Men hvorfor har lige katte i årtusinder fascineret os mennesker? Den prisvindende dokumentar "Kedi" besvarer på charmerende vis netop dét spørgsmål.

I Tyrkiets største by, Istanbul, har hundredtusindvis af katte siden byens grundlæggelse været en essentiel del af gadebilledet. Indbyggerne værdsætter pelsklumperne af en række årsager og betragter generelt kattene som familiemedlemmer. Fordi profeten Muhammed havde kat, anser muslimer dem for et næsten helligt dyr. I "Kedi" følger vi syv af slagsen (Sari, Duman, Bengü, Aslan Parçasi, Gamsiz, Psikopat og Deniz) i øjenhøjde, mens deres menneskevenner i interviews fortæller om deres forhold til de selvstændige kæle- og nyttedyr.

Enhver med et bankende kattehjerte skal naturligvis se "Kedi". Portrættet af syv kattes liv i én af verdens allerstørste byer er morsomt og underholdende af helt åbenlyse årsager. Måske mere overraskende er det også en rørende og indsigtsfuld dokumentation over folks relation til katte, samt hvor livsgivende vigtige de er for det senmoderne menneske i storbyens stress og jag.

Debuterende instruktør Ceyda Torun opsøgte fra start femogtredive historier om gadekatte, efterfølgende fulgte hun nitten af dem – som senere endte med syv fortællinger. Ikke at det var helt nemt at planlægge optagelserne. I sagens natur er katte ikke de mest stabile filmstjerner, samtidig med at Torun respekterede, hvis kattene ikke følte sig trygge ved at blive filmet. Dem, der blev optaget, har en sælsom form for star quality og ikke mindst personlighed, hvilket gør de kære kræ enormt menneskelige.

Fokus er naturligvis henlagt til vores syv behårede antiheltes hverdagslige eventyr. "Kedi" er imidlertid lige så meget en kærlighedserklæring til byen Istanbul, som det er til venskabet mellem katte og mennesker. Toruns pointe synes at være, at byens pulserende liv og imødekommenhed til dels er betinget af synergien mellem metropol samt både de to- og firbenede borgere – som et åndeligt økosystem. Fortællinger transformeres til værdiskabende historik, hvor menneskers livsminder overleveres som rørende rammefortællinger betinget af kattes tilstedeværelse og deres indgriben, der fra nogle af borgerne i Istanbul betegnes som guddommelig. Sidstnævnte tanke lyder nu også ganske betryggende.

Levende billeder med katte er som udgangspunkt en selvskrevet succes, og det er præcis hvad "Kedi" er. I USA har den indtil videre indtjent sit budget fire gange, hvilket er usædvanligt for en dokumentarfilm – og den betegnes som én af de største ikke-engelsksprogede dokumentar-successer nogensinde. Ceyda Toruns portræt af syv vildkatte i Istanbul er dog ikke alene værd at se pga. de finurlige fortællinger i katte-perspektiv, men også som en tankevækkende påmindelse om, hvor vigtigt det er for os som mennesker at have de fysisk små, men åndeligt store, nuttede kræ rendende blandt os.

Kedi

Kommentarer

Kedi

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen