Jeg er ihvertfald spændt på hans næste film.
Anmeldelse: La La Land (Blu-ray)
Med "La La Land" har den blot 32-årige Damien Chazelle (verdens nu yngste, Oscar-belønnede instruktør) for anden gang i streg lavet en pragtfuld film om altopslugende ambitioner. Det lyder umiddelbart som et alvorligt emne, og Chazelles forrige opus, "Whiplash", var da heller ikke en jovial affære. Den ligeledes musikalske "La La Land" er helt klart hyggeligere – blottet for biluheld, bloddryppende trommestikker og råbende musiklærere, som slynger bækkener efter eleverne.
Og måske er det klare toneskift en af årsagerne til, at visse har klandret "La La Land" for at være for hyggelig. For sød og ufarlig. Ja, endda konservativ og konventionel – særligt i forhold til den hårdtslående og (til dels) nedtonede "Whiplash". Af uransagelige årsager er det åbenbart utiltalende, at en film helhjertet omfavner kærlighed og positivitet i disse nærmest ubærligt triste tider. Men selvom "La La Land" ganske vist bugner af kys, smil, dans og sang, så er musicalen også præget af tærende tvivl, kriser og hjertesorg. Det er en film fyldt med svære balancegange – både i sin historie og i sin udførelse – men ligesom jazzen, som filmen hyppigt hylder, formår ”La La Land” på smukkeste vis at fusionere alle de forskellige vibes, rytmer og indtryk. Konventionel? Vås!
Filmens mest imponerende balancegang er den mellem klassisk Hollywood-musical og nutidigt kærlighedsdrama. Måske er det de klare paralleller mellem "La La Land" og flere af Hollywood-guldalderens musicals, der har fået flere til at kritisere filmen for at være konservativ, men dens leg med gamle musicaltraditioner inden for en moderne ramme er alt andet end dét. Skiftene mellem genrerne – fra dramatisk mundhuggeri til flyveture i skyerne og stepdans i takt – kunne let have virket platte og forcerede. Men overgangene fungerer perfekt, ikke mindst fordi Chazelle behersker (og kompromisløst kaster sig ud i) både det fantasifulde og det jordnære, og også fordi musikken gennemsyrer hele historien og således bliver en slags kreativ lim mellem elementerne.
Historiens omdrejningspunkt er de syngende turtelduer Sebastian og Mia. Han er en virtuos pianist, og hun er en fremadstræbende skuespillerinde. Og begge har noget nær den samme drøm: at kunne hengive sig til deres respektive passioner og vise verden, hvor dygtige de er. De forelsker sig hovedkulds, men drømmene, der på sin vis forenede dem, truer også med at skille dem ad, for de sluger både tid og kræfter. På dén måde minder "La La Land" meget om "Whiplash", hvor trommeslageren Andrew stod over for en tilsvarende hård beslutning: omfavn musikken, men ofr således både dit helbred og kvinden i dit liv.
Ryan Gosling og Emma Stone brillerer i de to roller, og det overrasker ikke, at de har en indtagende kemi, når nu de har spillet klos op ad hinanden flere gange før (såsom i den skønne, romantiske komedie "Crazy, Stupid, Love"). Vi falder lige så hurtigt for dem, som de falder for hinanden – også selvom Gosling måske godt kunne have brugt lidt flere sanglektioner.
Justin Hurwitz' majestætiske score og sange er ligeledes uimodståelige – lige fra den Oscar-belønnede, lettere melankolske "City of Stars" til den anderledes pompøse "Another Day of Sun", der skyder filmen i gang med manér i en forbløffende sekvens, hvor talløse dansere slipper hæmningerne på en motorvejsbro i L.A. Der er dog relativt få sange, men under min tredje svingom med filmen, gik det endelig op for mig hvorfor: for i midten af filmen bliver den glæde, der driver musikken, kvalt af virkelighedens barske realiteter. Alligevel havde lidt mere variation i numrene og lidt flere overraskelser i fortællingen været velkomne. Men i sidste ende overrasker det ikke, at Chazelles næste film handler om Neil Armstrong, fordi for ingen af d'herrer er "the sky’s the limit".
BILLEDE & LYD
"La La Land" er en bedårende film, der fuldt fortjent blev Oscar-belønnet for bl.a. sin fotografering og scenografi, og særligt derfor er det trist, at billedsiden på den danske Blu-ray har flere skavanker. Jeg skriver i øvrigt den danske, idet jeg også ejer den engelske Blu-ray og således kan bekræfte, at den er overlegen på alle parametre (mere omkring dét i anmeldelsens næste afsnit). Jovist, det danske transfer er nogenlunde skarpt og blottet for snavs, men det er også slemt plaget af banding (tydelige, distraherende skillelinjer mellem farvelagene). Tjek eksempelvis, da Gosling spiller på cafeens klaver i filmens første akt. Lyset er fyldt med unaturlige striber, og mørket omkring ham synes nærmest at vibrere grundet den dårlige komprimering.
Det er svært at demonstrere forskellen på de to billedsider på stillbilleder, men nedenstående sammenligninger viser, at man åbenbart har skruet lidt op for lysstyrken på den danske disk, hvilket har medført komprimeringsfejl og mattere, lettere udvaskede farver. Suk. Lydsporet skuffer ikke nær så meget, men mixet er forunderligt lavt, og jeg måtte derfor skrue langt højere op for mit anlæg end normalt for at få fuldt udbytte af lydsporet. Samtidig har hverken lydeffekterne eller musikken den samme sprødhed, slagkraft eller klarhed hér som på den internationale udgivelses Atmos-mix, og baghøjtalerne er ofte forbavsende tavse. Havde Nordisk Film simpelthen ikke råd til at erhverve det internationale transfer og lydmix?
EKSTRAMATERIALE
"La La Land" vandt hele seks Oscars, scorede kassen i alverdens biografer og blev overdynget med komplimenter af alskens kritikere. Derfor er det simpelthen under al kritik, at der ikke er noget som helst ekstramateriale på denne danske udgivelse. Intet. Hvis du køber filmen i udlandet, får du til gengæld et kommentarspor samt stribevis af dokumentarer. Dvd-mediet fyldte i øvrigt 20 år her i 2017, og siden dvd'ens fødsel har menuer med kapiteloversigter, indstillingsmuligheder osv. været kutyme på hjemmevideomarkedet. Men selv ikke en menu finder vi her, og filmen er tilmed ikke blevet inddelt i kapitler. "La La Land" er en af årets bedste film, men dette er en af årets klart værste Blu-ray-udgivelser.
