Anmeldelse: Lady Macbeth

"Lady Macbeth" er også rent æstetisk en meget bemærkelsesværdig film.

William Oldroyds debutfilm er ikke baseret på Shakespeare, men på den russiske Nikolai Leskovs stykke "Lady Macbeth fra Mtensk". Leskovs drama er dog inspireret af den berømte englænders forlæg. Oldroyds Lady Macbeth, som i filmen hedder Katherine, er dog ikke fra Mtensk, og handlingen udspiller sig i det skotske højland. Fortællingen er således gået fuld cirkel – i hvert fald på metaplanet. For selvom denne Lady Macbeth er både snu og skruppelløs, er det på helt andre præmisser end sin litterære forgænger.

Vi møder Katherine på hendes bryllupsdag, hvor hun giftes med en bistert udseende og langt ældre mand, Alexander. Det er tydeligt, at den unge brud er der mere af pligt – eller tvang – end af lyst. Hendes situation bliver ikke lettere af, at hendes nye ægtemand, som hun forventes at give en arving, ikke magter så meget som at fuldbyrde ægteskabet på bryllupsnatten. Hendes dage går således med at snøre sig ned i et korset ved hjælp af tjenestepigen Anna og ikke så meget andet. Alexanders far, Boris, mener ikke, at indtagelsen af frisk luft sømmer sig for en ung dame, og Katherine må se sig henvist til de store tomme stuer. Da de to mandfolk forlader godset, forelsker Katherine sig i staldknægten Sebastian og indleder en affære, der skal få grufulde konsekvenser for alle, der står i vejen.

Florence Pugh er sublim i rollen som den smukke Katherine, der på trods af sin unge alder formår at gøre sig til herre over sin egen skæbne. Hun er dog langt fra hjælpeløs som udgangspunkt. "Jeg er tykhudet," siger hun svøbt i sovekammerets mørke, hvor ægtemanden endnu en gang demonstrerer sin seksuelle underlegenhed. Om dagen lyser hendes underspillede, men stædige ulydighed som en langt væk buldrende torden fra hendes øjne og mund. Friheden kommer dog ikke gratis, og som vi følger Katherine i hendes kamp, og hovederne begynder at trille, bliver det sværere og sværere at sige, om vi egentlig også holder med hende.

"Lady Macbeth" er også rent æstetisk en meget bemærkelsesværdig film. Ari Wegner indkapsler med sine billeder Katherines isolation og kedsomhed, uden at billederne selv bliver kedelige. Han viser en særlig følsomhed for forholdet mellem lys og skygge i de tomme rum, mens Pugh portrætteres med en naturlighed og umiddelbar skønhed.

Hvad der begynder som et klassisk periodedrama om patriarkalsk undertrykkelse, viser sig hurtigt at være en langt mere uhåndterbar størrelse. Den altoverskyggende heltinde er offer for sine omstændigheder, men som filmen skrider frem, synes det mere og mere at være omstændighederne, der bliver offer for hende. Oldroyd spiller her på filmens evne til at sætte normale moralske spilleregler til side. Ved at blive i det samme miljø og følge konsekvenserne af Katherines handlinger, konfronteres man med skyggesiden af hendes frigørelse.

Det er netop dette, der gør "Lady Macbeth" til en så interessant film. I stedet for blot at være endnu et feministisk manifest, er det en undersøgelse af begreberne og omstændighederne omkring ofre og voldsmænd, der bliver filmens ærinde. Man kunne her nævne "The Duke of Burgundy" som en åndsfælle. Udover kønstematikken inddrages spørgsmål om race og klasse også og bidrager til at gøre filmen endnu mere relevant i disse moderne tider. Man må dog endelig ikke tro, at her er tale om en langhåret akademisk film med løftet pegefinger. "Lady Macbeth" kan ses helt uden politiske bagtanker og skal ses for den fantastiske præstation af Florence Pugh.

Lady Macbeth