Anmeldelse: Lægen fra Chaussy
Landsbylivet er under luppen i denne nye franske film, hvor landsbylæger er højt i hierarkiet, og alle kender hinanden på godt og ondt. Vi er langt fra Paris i "Lægen fra Chaussy", der derfor også har et helt andet tempo end film i storbyen. Her er hverken hurtig klipning eller diskoteker, men derimod jordbunden fortællingsform og fest i forsamlingshuset.
Werner er læge i Chaussy, en lille landsby i Frankrig. Men Dr. Werner har en hemmelighed i form af en kræftsvulst, der ikke har i sinde at gå væk. Derfor bliver han nødt til at indse, at der er brug for hjælp i den enmandspraksis, der ellers altid har været hele hans værdigrundlag. Ergo er det med alle forsvarsmekanismerne i brug, da den nyuddannede Natalie kommer til hans praksis og begynder at vende op og ned på alt det, Werner troede han kendte til som landsbylæge.
Der er en fin balancegang mellem at sige for meget og slet ikke at sige noget. Når Natalie bliver ved med at se på en lille genstand, ligger der sandsynligvis en historie bag. Er det mon den samme historie, der får hende til at give et dybfølt råd til en ung, kvindelig patient i slutningen af filmen?
Det må stå hen i det uvisse, for der bliver ikke givet andre hentydninger, forklaringer eller andet. Hvis vi skal forstå og føle baggrunden for en historie, skal den helst kendes først. Hvis ikke meget, så bare en smule. Det er ikke, at Natalie og Dr. Werner virker som papfigurer, der derfor ikke får filmen til at fungere, men nærmere at vi bliver holdt på afstand. De øjeblikke i "Lægen fra Chaussy", der virkelig sætter præg på tilskueren, er dem, hvor der dvæles ved stemningen mellem de to mennesker. Da Natalie skal fikse Werners ankel, og den eneste lyd er det dryppende vand til synet af hendes øvre ryg i blodrødt lys, er der pludselig en anderledes sensuel stemning i "Lægen fra Chaussy".
Men scener som den er en sjældenhed. "Lægen fra Chaussy" er en film, der bliver drevet af to sympatiske hovedpersoner, som vi kender, men aldrig kender godt. Begge handler de sommetider overilet, og selvom årsagen er tydelig, er det stadig svært at sætte sig helt ind i, hvordan de to mennesker tænker. Det er som at se den samme fremmede hver dag – handlinger, væremåde og personlighed fremstår tydeligt, men den fremmede vil være umulig at kende, hvis ikke vedkommende selv lukker os indenfor. Det er tilfældet med Werner og Natalie. Instruktør Thomas Lilti lukker os aldrig helt med ind.
For det meste er det en film, hvor vi sådan ønsker at blive budt velkommen, men ikke får lov til det. Der vil gerne være en masse varme og elskelighed i "Lægen fra Chaussy", men den kan alligevel ikke lade være med at holde os med armslængde væk fra livet.