Anmeldelse: Marguerite

I en tid hvor reality shows både hylder talent – og indimellem mangel på samme – kan det diskuteres, hvorvidt et udvalg af kendisserne rent faktisk har selverkendelse. Manglen på selverkendelse er dog ikke et nyt fænomen og særligt ikke indenfor musikkens verden. Amerikanske Florence Foster Jenkins var i mellemkrigstiden en sangerinde kendt netop, fordi hun var så ekstremt talentløs og var frem til sin død i 1944 enormt populær. "Marguerite" er løst baseret på Jenkins' liv – med et forfriskende fokus på hjerteskærende tragedie fremfor latterliggørende komik.

I 1920'ernes Frankrig er den velhavende Marguerite Dumont (Catherine Frot) ved at skabe sig et navn som operasangerinde. Dog ikke just, fordi den aldrende dame er dygtig, men fordi hun ikke ejer skyggen af talent eller evne. Men ingen siger noget, ingen forsøger at bryde illusionen. Enten fordi hendes venner og ægtemand ikke nænner det, fordi hun som mæcen støtter en række kunstnere økonomisk, eller simpelthen fordi omgangskredsen synes, hun er ufrivilligt komisk.

Første reaktion, når Catherine Frot som Marguerite træder teatralsk op på scenen og blotter sin absurde mangel på selverkendelse, er altomsluttende latter. For det ér komisk, at hun er så bizar elendig – og det ér nemt at pege fingre ad hende. Langsomt som historien folder sig ud, åbner hun sig op som en sårbar og modig kvinde, der kun ønsker at udleve en drøm – og i bund og grund kun ønsker at blive bemærket af sin mand.

Fortællingen om "Marguerite" er i sig selv ikke bemærkelsesværdig ved de første par skingre toner. Men langsomt, som både film og hovedperson træder i karakter, iscenesættes vores stakkels hovedperson som en personificering af de store tragiske opsætninger, hun så gerne vil fremføre. "Marguerite" er ikke et portræt af besættelse som i "Black Swan" eller den virkelighedsforvrængende film noir-klassiker "Sunset Boulevard". Det er en rørende, absurd fortælling om et stakkels menneske, der gør alt i sin magt for at finde sin plads, til trods for at hun aldrig bliver set for den, hun er.

"Marguerite" er bedst, når den handler om Marguerite. Catherine Frot er suveræn som den drømmende og skrøbelige overklassekvinde, og hendes præstation står i iøjnefaldende kontrast til resten af filmens persongalleri. Selvom alle karaktererne helt bevidst føles som noget taget ud af en operette, er ikke alle sidehistorier lige relevante. Det er de faktisk kun, når de er statister i en misforstået kvindes selvopfyldende profeti som en tragedie af kød og blod.





Instruktør Xavier Giannoli har begået en lille, tankevækkende og menneskelig metafortælling om jagten på anerkendelse. Temaet er set mere kreativt udført i andre film, og som lille teatralsk historie tages munden måske lidt for fuld. Catherine Frot sikrer dog med sit rørende portræt, at "Marguerite" er en tragisk lille perle, der fortjener at blive set – og hørt.

Marguerite

Kommentarer

Marguerite

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen