Anmeldelse: Når noget slutter

Kunsten at kunne se tilbage, dykke ned i ens rod af minder og rigtig blive nostalgisk er noget, vi let tager for givet. Og noget, vi tit ender med først at gøre i den sidste del af livet. Og hvad gør man, når man til sidst i livet finder ud af, at man kunne have gjort visse ting anderledes og bedre i ungdommen og fortryder sine tidligere handlinger. Den slags refleksioner er netop omdrejningspunktet i "Når noget slutter".

Tony Webster, der lever et stille og ensomt liv, indhentes af fortidens minder, da han en dag pludselig modtager et brev fra den afdøde mor til ungdomsflammen Veronica. I brevet står, at Veronica har en dagbog, som Tony skal have. Dagbogen tilhørte nemlig Tonys bedste ven, som blev kærester med Veronica, og den indeholder derfor afslørende detaljer. Tony må derfor atter mødes med Veronica, og så begynder fortidens minder at komme frem. Kærestesorger og kærlighed, fortrydelser og skyld.

Det at se tilbage og at forholde sig til fortiden og ens ungdoms tids minder er ikke altid let. Så vi hjælpes som publikum på vej her ad de meget direkte spring i tid tilbage til Tonys ungdom. I en helt tilfældig og simpel situation fra nutiden havner vi i et af de mange uforløste minder. For som Tony kender de fleste nok det at stå i en helt tilfældig situation og pludselig få minder fra en lignende eller blot en anden tid, og noget man måske kunne have gjort anderledes.

At være nostalgisk og dykke ned i minderne og dele ud af dem, er tydeligvis hårdt for Tony – spillet af Jim Broadbent. Endda så hårdt, at han ikke formår at aflæse sin gravide datters signaler. Broadbent formår at gøre vores aldrende hovedkarakter i Tony interessant og sympatisk. I modsætning til ekskæresten Veronica, der spilles af den for nyligt Oscar-nominerede Charlotte Rampling ("45 år"). Veronica stikker også indtil flere gange en kæp i hjulet i Tonys forsøg på forsoning med hende og hans mange minder. Det er lidt, som om Rampling aldrig skifter ansigtsudtryk – mimikken er fastlåst og kold, nøjagtig som Veronica i mødet med Tony, flere år efter deres forhold.

Instruktøren af det finurlige og skønne Bollywood-indiehit "The Lunchbox", Ritesh Batra, står bag "Når noget slutter". At det er den første spillefilm siden, altså i fem år, kan godt mærkes. Han kunne måske let mistænkes for at have hvilet lidt for længe på laurbærene efter hittet "The Lunchbox". Vi kan nemlig hurtig blive i tvivl som seer om, hvad instruktør Batra egentlig vil fortælles os – hvorfor han lægger fokus på andre end hovedkarakteren Tony og hans opgør med fortiden. Og netop derfor vil kun de færreste for alvor blive fanget af filmen og endnu færre føle, de får noget med fra den. Karaktererne bærer filmens fortælling ligesom i hans forrige "The Launcbox". Men det er nok mest af alt en film for det ældre segment, som vil kunne relatere mest til dens tema. Og det er synd, den ikke rammer bredt. Måske er det en særlig britisk ting at mindes, så det tages som en selvfølge også at fungere på film.

Indiskfødte Batra forsøger at gøre historien om Tony og temaet om minder, fortid og dens fortrydelser menneskelig og relaterbar for de fleste. Men særligt for det ældste segment af publikum. "Når noget slutter" minder ligeledes om flere britiske coming-of-age dramaer, vi har set de seneste år, men det er karaktererne og særligt Tony med hans plagede fortid og opgør med den, der gør filmens tema og oplevelse noget særligt.

Når noget slutter