Anmeldelse: Nocturnal Animals - natdyr
Alfred Hitchcock har engang fortalt om, hvordan instruktører i stumfilmstiden ofte konkurrerede om at lave en film med så få mellemtitler som muligt. Billederne skulle kunne tale for sig selv, ellers var filmen ikke god. Standpunktet er måske en kende ultimativt, om end det er tydeligt, at idéen lever videre. Ikke mindst hos instruktør og modedesigner Tom Ford, der i "A Single Man" på opfindsom vis varierede farvemætheden i billederne alt efter scenens emotionelle karakter. Også i "Nocturnal Animals - natdyr" er det visuelle i højsædet som medfortæller i en gribende todelt historie.
De hyperæstetiske billeder fortæller historien om den succesfulde kunstner Susan Morrow (Amy Adams), der en dag får tilsendt bogen "Natdyr", skrevet af hendes eksmand Edward, som hun forlod 19 år forinden (Jake Gyllenhaal). Bogen omhandler en mand, der plages af skyld efter på brutal vis at have mistet sin kone og datter. Ængsteligheden og tvivlen begynder at trænge sig på i Susans på overfladen perfekte liv, i takt med at parallellerne mellem bogen og hendes forliste ægteskab kryber frem.
Filmen overforklarer gudskelov ingenting og bevarer i stedet en konstant mystik om, hvordan bogens fortælling mon skal forstås i relation til Susans eget liv. Tilskueren opildnes til at være medfortæller af en historie, der på én og samme tid holder stor distance og går helt tæt på i sin fortælling.
Bogen, hvis allegoriske fortælling fylder en stor del af filmens spilletid, er et intenst krimidrama, hvor de helt store følelser er i spil. Jake Gyllenhaal, der også spiller husbonden Tony i bogens fortælling, leverer en kraftpræstation i sit portræt af en mand, der fejler i at leve op til klassiske mandeidealer om maskulinitet og heltemod. I en højspændt kidnapningsscene, der mesterligt balancerer mellem lettelse og katastrofe, viser Gyllenhaal en spillemæssig spændvidde, der kun kan imponere. Knust og desillusioneret efterlades Tony, og tilbage hos Susan blusser lignende følelser frem. Er bogen et billede på det liv, hun tog fra sin eksmand dengang for lang tid siden? Kameraet klamrer sig gennem hele filmen til Amy Adams triste ansigt og fremhæver uden ord hendes store forvirring. Filmen lykkes med at skabe sympati for en i grunden usympatisk person.
"Nocturnal Animals - natdyr" er en todelt film ikke bare i sin fortællestruktur, men også som filmoplevelse. På overfladen er filmen en suspensefyldt krimifortælling, der i egen ret er dragende og engagerende underholdning. Men ind mellem skudvekslinger, utroskab og efterforskning ligger også en afbalanceret diskussionen af mandestereotyper og de forventninger, vi har til hinanden. Filmen bliver aldrig prædikende, men mediterer i det skjulte over, hvad vi ønsker os i livet og hvorfor. Svarene får man ikke nødvendigvis, og måske havde det klædt fortællingen, hvis den fortællemæssige sløjfe var blevet bundet lidt strammere til slut. Billederne binder uden at afsløre hvordan fint den tematiske sløjfe, men plotmæssigt lades Susans historie lidt i stikken.
Tom Ford har med "Nocturnal Animals - natdyr" skabt endnu en stemningsfuld filmfortælling, der fungerer på flere niveauer. Filmen tvinger ikke holdninger ned i halsen på publikum, men opfordrer i stedet til aktiv meddigtning og giver således stof til mange og lange diskussioner. Ved konstant at bevæge sig i spændfeltet mellem filmens tvetydighed og nervepirrende mainstreamunderholdning bliver filmen et glimrende eksempel på, at det kloge sagtens kan være underholdende. Ham der Hitchcock har altså ikke levet forgæves.