Anmeldelse: Operation Avalanche

Verdens måske største konspirationsteori om månelandingen kommer under "kærlig" behandling i denne found footage/mockumentary, skabt af Matt Johnson, manden bag den stærkt hyldede "The Dirties" (2013) - en anden found footage-film. Hvad man end tror om månelandingen, går "Operation Avalanche" udover det fortærskede spørgsmål om fup eller fakta og rammer på et mere skræmmende, personligt plan. Desværre glemmes den egentlige handling undervejs.

Et hold af ambitiøse unge CIA-agenter får til opgave at opspore en formodet russisk muldvarp i NASA. Holdet, ledet af Matt og Owen, infiltrerer NASA under dække af at være et dokumentarhold, som skal følge månelandingen. Men de bliver snart en del af noget større, da de hører direktøren for NASA erkende, at USA ikke kan nå målet om at komme til månen før russerne. Optændt af noget, der svagt ligner patriotisk hengivenhed og et stærkt personligt drive, får de to venner overtalt chefen om at iscenesætte månelandingen. Og så begynder et teknisk hårdt og svært illusionsspil for at deres plan skal lykkes. Der står meget på spil, og snart begynder spillets regler at blive mere og mere farlige for alle involverede...

Hvad nu, hvis det var sandt? Hvad nu, hvis månelandingen blev orkestreret af CIA med dødelige udfald og en uvidenede verden, som slugte det råt, mens de mennesker, der kendte til hemmeligheden, strategisk blev skaffet af vejen. Handlingen og præmissen er spændende og kontroversiel, men det virkelige fantastiske ved denne film er den tekniske finesse, som filmholdet har brugt, og som resulterer i filmens indtagende stil og look. En film optaget under hårdt arbejde – og masser af hvide løgne.

Holdet bag "Operation Avalanche" lavede en omgang teknisk method acting. Filmen er optaget med periodens kameraer og klippet til, sådan at det ligner en film optaget i tresserne. Optagelser er blandet sammen med gamle tv-nyheder og arkivmateriale, sådan at vores hovedpersoner kommer til at optræde sammen med tidens fremtrædende personligheder, såsom den daværende chef for NASA og Stanley Kubrick. Et stort cadeau til Kubrick-fans!

Det filmtekniske er altså meget imponerende. Men der er endnu et aspekt ved filmningen, som udvisker linjen mellem film og virkelighed. For netop som det at være undercover er et stort emne i filmen, blev alle NASA-scener optaget uden tilladelse. Filmholdet udgav sig simpelthen for at være turister. De er altså et filmhold, som udgiver sig for at være turister, sådan at de kan optage en film, der går ud på, at et hold agenter udgiver sig for at være et filmhold. Fik alle det? Godt. Tilbage til anmeldelsen.

Vi befinder os i centrum af begivenhederne, og kameraerne ryster og ruller, så man får flashbacks til "The Blair Witch Project". Scenerne er fyldt med plakater fra tidens popkulturelle film, og de to hovedroller er skiftevis venner og uvenner. Som ridderne af det runde månebord smides alle etiske regler over bord for at komme frem i verden, samtidig med at verdens værste skjulte agenter lurer om hjørnet.

"Operation Avalanche" er en mocumentary, som fint kan gå ind i rækken af berømte mockfilm som "A Hard Day's Night", "This is Spinal Tap", "Borat", "District 9" og "I'm Still Here". Man kan mærke, at Matt Johnson er en mand, som elsker at lave film. Det eneste problem er, at "Operation Avalanche" gerne vil være en politisk slam dunk af en thriller og mere relevant, end den desværre er.

Operation Avalanche