Anmeldelse: Patriarken

Instruktøren Lee Tamahori er med "Patriarken" vendt tilbage til New Zealand og dets indfødte folk, maorierne. Hvor hans sidste berøring med emnet – i filmen "Once Were Warriors" fra 1994 – skildrede det barske miljø omkring de rodløse maori i storbyen, udfolder "Patriarken" sig som et klassisk periode- og familiedrama med 1960'ernes bløde græsmarker og hvide får som rullende bagtæppe.

Filmen, der er baseret på en bog af "Whale Rider"-forfatteren Witi Ihimaera, fortæller historien om en ung dreng ved navn Simeon Mahana (Akuhata Keefe) og hans vej til at blive en mand. Denne prekære udvikling tager sit afsæt i en kærlighedsaffære på tværs af rivaliserende familier og fuldbyrdes i opgøret med den tyranniske bedstefar, Tamihana (Temuera Morrison).

"Patriarken" er først og fremmest en film om familie i krise, men forsøger på flere måder også at fremhæve forholdene mellem fortiden og fremtiden, landet og byen og maorierne og det vestlige samfund.

Alle disse ting bliver behandlet på en balanceret og usentimental måde, der giver en fornemmelse af ærlig og kærlig realisme, men som desværre har en tendens til at føles klodset eller forudsigelig. Eksempelvis når Simeons bedstefar overfalder Simeon ved middagsbordet for at klippe hans hår som et får og udbryder "Tror du alt din bog-læren er vigtigere, end hvad du lærer her?!" Denne type replik, der bringer det intertekstuelle helt frem i lyset, er der en del af. Der skal ikke være nogen misforståelser her.

Noget lignende kan siges om de smukke, men i sidste ende uengagerende billeder. Det visuelle udtryk er nostalgisk og umådeligt klart og sobert. Det føles en smule stift – som et postkort eller en rejsereklame – og New Zealands  landlige idyl forbliver en flot kulisse, der ikke bidrager særligt til fortællingen som helhed. Der er scener, bl.a. én, hvor den hemmelighedsfulde bedstemor synger en sang til sine bier, hvor man oplagt kunne have skruet op for magien. Måske har man undladt for at undgå den typiske romantisering af indfødte og deres kultur? Uanset gode intentioner er resultatet dog en scene, som ikke fører nogen vegne, udover til en ret plat pointe om samhørighed mellem mennesker og bier.

"Patriarken" er det meste af tiden en underholdende og velfortalt film, men føles i sidste ende som en lidt tynd kop te. Tamahori har begået en visuelt smuk film med en fyldig lydside, der kan hamle med de lysegrønne vidder. Skuespillet er godt – især Temuera Morrison skal fremhæves – men ikke bemærkelsesværdigt. Det er som udgangspunkt altid befriende at se en film med en etnisk minoritet i centrum, der ikke fortæller en ensidet historie om kriminalitet og uretfærdighed, men desværre kommer "Patriarken" ikke helt i mål som den episke og definitive fortælling, der er lagt i støbeskeen til.

Patriarken