Anmeldelse: Patriots Day

Den måtte jo komme. En film om det dobbelte bombeangreb i 2013 under det 117. Boston Marathon, der resulterede i hundredvis af ofre og tre dødsfald. Her følger vi den lokale politibetjent Tommy (Mark Wahlberg), som bliver kaldt ind til at sørge for god ro og orden under maratonløbet, da bomberne pludselig går af i nærheden. Med sit massive kendskab til hjemstavnen bliver Tommy et nyttigt redskab, da FBI melder sin ankomst, og jagten går ind på de to amerikansk-tjetjenske brødre, der står bag det hele.

Udover at være medrivende i sine mest tempofyldte stunder så fortjener "Patriots Day" ros for ikke at stille sig tilfreds med at være et hurtigt Hollywood-fix. Med den titel in mente frygtede jeg en meget mere national-pumpet og sentimental størrelse, end hvad de er endt med her. Selvom filmen er meget amerikansk i sin stil, så lykkes den også med at vise amerikanernes (ellers bostonianernes) bedste side, uden der smørres alt for tykt på. Selve bombeangrebet er også håndteret godt og uden for meget Hollywood-glasur. Eksplosionerne rammer hårdt og pludseligt, og man transformeres midt ind i folkeskarens kaos, mens der effektivt overgangsklippes fra ægte tv-billeder.

Jeg tror dog, de var sluppet bedre af sted med en stram lille krimi-thriller, der kun fokuserede på menneskejagten efter angrebet. "Patriots Day" vil desværre alt for meget og har for mange karakterer i luften til at kunne gribe dem alle. Filmen er ganske enkelt for lang, især når man også forsøger at klemme en minidokumentar ind til allersidst. Noget, der i øvrigt klinger en anelse hult, når man lige har brugt to timer på at forsøge at connecte med en opdigtet person i form af Wahlbergs Tommy.

Til lydsiden har folkene bag til gengæld gjort lidt af et scoop og fået fat på Nine Inch Nails-forsangeren Trent Reznor og den filmmusikalske vidunderdreng Atticus Ross, hvis samarbejde har slået store gnister tidligere. De fik begge kastet en Oscar i nakken for deres soundtrack til "The Social Network". Helt deroppe er vi ikke her, men mindre kan bestemt gøre det fra de to herrer, og deres sitrende atmosfæriske toner hjælper Wahlbergs cut-and-paste præstation rigtig godt på vej.

Man kan mene, hvad man vil om Peter Bergs ("Hancock", "Battleship") patriotiske instruktørstil, men han er altså en blændende tekniker. Det beviser han nok en gang de to steder i filmen, hvor politi og gerningsmænd er i konfrontation. De scener er godt bygget op, knivskarpt klippet og med lige nøjagtig det tryk på kedlerne, som præmissen kan holde til. Glæd jer i øvrigt til et glimrende indspark fra J.K. Simmons som pensionsmoden betjent i den forbindelse.

"Patriots Day" sætter sig mellem to stole. Den vil gerne være real og hylde Bostons mænd og kvinder, men samtidig holdes den kunstigt i live af en persondreven historie, der er ren fiktion. Med dette projekt forsøger Peter Berg selv at løbe et maraton – han prøver at lave to-tre film på én gang, og han kommer kun i mål med en enkelt af dem.