Anmeldelse: Patti Cake$
Selv kynikeren, der nægter at se det seneste skud fra stammen på Sundance, må give sig fortabt.
Hvert år kommer den. Den amerikanske indiefilm uden store stjerner eller nævneværdigt budget, der tog alle på Sundance med storm. Den film, der går fra mund til mund, indtil den til sidst eksploderer i en stjernehimmel. Kynikere kan før den pågældende films ankomst vende øjne og udmelde, at de aldrig vil falde for netop denne amerikanske indiefilm, men som alle andre må også de snart indrømme, at det er svært ikke at falde for dette års Sundance-udbrud. I 2017 er den film "Patti Cake$".
Patricia er en overvægtig, hvid kvinde i et trøstesløst nabolag i New Jersey. Det er ikke ligefrem nøglen til succes i hiphopbranchen, men den 23-årige Patricia er fast besluttet på at slå gennem. Hun har ingen penge, et dødssygt job i en sølle bar, og hendes mor bebrejder hende for at ødelægge hendes musikkarriere, da hun blev født. Heldigvis har hun sin bedste ven og kollega, Jheri, den sorte antikrist Basterd og sin elskede mormor, der med sin rygerstemme og kampklar attitude lader Patricia forstå, at hun kan overtage verden, hvis hun vil.
"Patti Cake$" fortjener al den ros, den har fået efter årets Sundance. Den er medrivende, sjov, menneskeklog og hengiven overfor både miljø, karakterer og rapmusik. Som en amerikansk Kate Tempest smider den skønne Patricia rundt med bars (hiphoppens navn for strofer og lyrik), der spidder hendes samtid, jævnaldrende og de problemer, hun må slås med dagligt. "Patti Cake$" er en ægte "grim-ælling"-historie, hvis begivenheder dog følger hinanden i en slavisk rytme uden den fantasi, der findes i Patricias rammende vers.
Men det er netop kodeordet: rammende. For selvom der ikke er noget nyt under solen, når det gælder begivenheder, er det stadig en glæde at se Patricia fumle sig gennem livet, hvad end hun kalder sig Patricia Dombrowski, Killa P eller Patti Cake$. Det gåpåmod, hun lægger for dagen i hver handling, hun foretager sig, er så inspirerende og forhåbningsfuldt, at selv kynikeren, der nægter at se det seneste skud fra stammen på Sundance, må give sig fortabt.
"Patti Cake$" har alle elementer til at være en vaskeægte feel-good-film, men selvom det måske sommetider er gennemskueligt, ville kun en hverdagens Grinch kunne ryste hendes strabadser og sejre af sig efter. Og hvis man samtidig holder af et godt vers med lidt kant, er der ingen vej udenom "Patti Cake$".
Instruktør Geremy Jasper fortæller om hendes kamp med så megen indsigt og klogskab, at det aldrig kommer i nærheden af rutine at se denne elskelige underhund klatre mod bedre himmelstrøg. Vi kender så udmærket historien om Patricia og hendes vej til toppen, men det gør den ikke mindre fængslende, for den er samtidig så oprigtigt fortalt, at det er svært ikke at knuselske denne kvinde og ønske hende alt det bedste i verden. Og prøv i øvrigt at holde fod eller krop stille, når Patricia og hendes hold endelig lægger sig ud med deres beats. Dét i sig selv er vanskeligt.