Anmeldelse: Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge

"Kon-Tiki"-instruktørerne, det norske makkerpar Joachim Rønning og Espen Sandberg, har fået opgaven at genoplive dødssejleren af en franchise, der med sin fjerde film endte i håbløs ligegyldighed. "Pirates of the Caribbean" var en eventyrlig fryd at se på i de første installationer, men hvorfor må og skal der absolut sættes så mange skibe i søen? Med et budget på omtrent 1,5 mia.kroner har Disney forhåbentlig en rigtig god grund – eller hvad?

Johnny Depp er selvfølgelig atter tilbage som den fordrukne og nonchalante Kaptajn Jack Sparrow. Denne femte gang, vi møder den stilforvirrede pirat, hjemsøges han af spøgelseskaptajnen Salazar (Javier Bardem), der er vendt tilbage fra de døde for at hævne sig på alt og alle – men særligt Sparrow selvfølgelig. Vores (anti)helt må derfor med hjælp fra Will Turners søn finde Poseidons trefork. Dens magi kan nemlig redde ham. Lige præcis hvorfor og hvordan står dog rimelig uklart.

Uforklarligheden er et gennemgående element i denne femte sørøverfilm, der virker mere opsat på at skabe grobund for et stort spektakel end at forklare løjerne. Det overnaturlige har altid spillet en central rolle i filmserien, men i det øjeblik, der ikke længere sættes rammer for magien, ryger interessen. Hvordan skal jeg dog interessere mig for en verden, jeg ikke har en chance for at forstå?

Filmens omdrejningspunkt, den magiske trefork, har evnen til at hæve forbandelser, men er umulig at finde. Det viser sig dog alligevel måske at være muligt, og så begynder ellers Sparrows hektiske kapløb for at finde treforken, inden Salazar finder ham. Historien har desværre flere huller end Sparrows faldefærdige skude. og kun de storladne effekter står imellem publikum og kedsomheden. Geoffrey Rush er som altid en habil og underholdende modstander, mens Javier Bardem er alt for forudsigeligt castet som den maniske, frygtindgydende hovedskurk.

"Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge" er helt simpelt et rædderligt offer for computerteknologiens uendelige muligheder. Historien virker til at været konstrueret udelukkende med formålet om at få så mange kanonskud og vanvittige påfund klemt ind som muligt. Resultatet er, at spørgsmålene hober sig op. Kan Salazars hær af levende døde dø (igen)? Hvorfor kan de gå på vandet? Og hvorfor bliver skibets galionsfigur pludselig levende? Det hele kulminerer i en af de mest patosfyldte og ufrivilligt morsomme slutninger, jeg længe har set, og spørgsmålene forbliver ubesvarede. Det er godt det samme, for interessen var for længst død.

Rønning og Sandberg formår ikke at sætte et eneste personligt præg på det overlæssede hangarskib, der er "Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge". Deres erfaring med "Kon-Tiki" kan nok heller ikke bruges til meget i en film, der næsten udelukkende forlader sig på hundedyre CGI-effekter, hvis største effekt er at rive publikum ud af handlingen. Filmens slutning er et godt grin værd, men af de helt forkerte grunde, og det er efterhånden svært at se nogen som helst grund til at holde skuden oven vande. Men… vi mangler selvfølgelig at se salgstallene.