Anmeldelse: Prøven

Rumænsk film emmer i den danske filmbevidsthed nok mere af grå østblok-æstetik end kulørte Hollywood-produktioner. Tematiske omdrejningspunkter såsom opgøret med Sovjetunionens betonkommunisme, Ceausescu-regimet og instruktør Christian Mungiu. I 2007 gik den nu 49-årige instruktør gennem den europæiske filmscene som et spøgelse, da det rystende mesterværk "4 måneder, 3 uger og 2 dage" velfortjent indkasserede Den Gyldne Palme. Måske for at fejre 10-års jubilæum for dén pris er Mungiu tilbage med endnu en bemærkelsesværdig mavepuster af en film. 

Lægen Romeo (Adrien Titieni) har oplevet, hvordan det var i Rumænien før jerntæppets fald. Og som enhver anden far ønsker han det allerbedste for sin unge datter, Eliza (Maria-Victoria Dragus). Byen Cluj er ikke god nok til Eliza – eller hendes far – og hun er derfor i sin eksamensperiode godt på vej til at nå det tårnhøje gennemsnit, det kræver for at få et stipendium på ønskeuniversitet Cambridge. Uheldigvis falder den endelige mundtlige eksamen sammen med et mystisk voldtægtsforsøg på vej til skole, som påvirker teenageren så meget, at hun risikerer ikke at få en ordentlig karakter – og dermed punkteres drømmene om et liv langt væk fra byen af beton. Der er dog andre, knapt så lovlydige veje at følge, hvis man som far vil gøre alt for, at sin datter kan pynte lidt på snittet. Uanset om Eliza selv er villig til at gå samme vej eller ej.

Mingius uafrystelige portræt af den snigende forførende korruption, som lovlydige Romeo tidligere konsekvent har afskyet og afvist, flænser ethvert idealistisk hjerte. Hvor påpasselig den gode far end prøver at være, og hvor velmenende hensigterne end er, smuldrer det hæderlige og det ærlige. Og ikke mindst grænsen mellem det forsvarlige og forkastelige i en verden, hvor altafgørende moralske prøver er hverdagskost.

Romeos forfaldshistorie er et rungende sug i maven, når korruptionens gråtonende hykleri med spiddende præcision overlegent og sarkastisk udstilles. Ganske vist er Romeo eksponent for at sætte en kædereaktion af tjenester i gang. Bag kulissen muterer underhåndsaftaler imidlertid på tværs af håndtryk og sociale lag, alt efter hvem der tilfældigvis kender én, der kender en anden. Alle spiller spillet. På overfladen fordømmes korruptionen og løgnene. Alligevel benytter alle sig af alverdens tænkelige kneb, mens hovederne enten vendes i foragt, eller der ses passivt til, når den på papiret pæne mønsterborger afsløres i de misgerninger, de selv tager del i.

Korruptionens kompleksitet iscenesættes blændende af Christian Mingiu med et uhyggeligt intelligent blik for menneskelige nuancer og kynisme. Her er ingen helte eller skurke, da alle er del af samme hykleri. "Prøven" er uovertruffen i sin metodiske kortlægning af moralens forfald. Ikke alene i, hvordan råddenskaben er uhelbredeligt iboende i et system, hvor synlig korruptionen er normaliseret – men også hvordan den overføres fra far til datter.

Mingius lille mesterstykke er en elegant opvisning i antydningernes kunst, der på bedste Michael Haneke-vis tager kvælertag i publikum – og fastholder grebet. Her er imidlertid ikke kun tale om en belysning af korruptionens anatomi. "Prøven" er også et opråb til kommende generationer om at træffe de rette valg, at tage ansvar, og vigtigst af alt: ikke at indgå på råddenskabens betingelser.