Anmeldelse: Safari

En mand står foran en nåleskov og blæser i et jagthorn. Nu kan jagten begynde. Den skal dog ikke foregå i nåleskoven, men på den afrikanske savanne. Derfor er det vigtigt med beskyttelse mod solen, og vi introduceres nu for et ældre ægtepar, der smører hinanden ind i solcreme. er vi kommet på safari.

Som i Ulrich Seidls seneste film, "I kælderen" fra 2014, drejer "Safari" sig om en samling østrigske middelklasseborgeres usædvanlige hobbyer og hemmelige lyster. Denne gang er vi dog langt fra kælderen i villakvarteret, og Seidls nyeste skarpe skud på stammen beskæftiger sig udelukkende med storvildtjagt på den afrikanske savanne. Vi følger i tre fortællinger mennesker af forskellige baggrunde, der er meget begejstrede for netop denne form for turisme. For dem er det ikke nok bare at se giraffen: den skal skydes, udstoppes og med hjem. Og Seidl lægger ikke fingre imellem i formidlingen af dén proces.

Et ældre ægtepar opremser priser på forskellige dyr, og vi følger en enlig mand, der guides hen til en buk, som han skal skyde. Vi ser, hvordan trofæbilledet iscenesættes, og vi bliver meget klar over, hvor lidt romantik der er i moderne storvildtjagt. Efter nedlæggelsen følger vi en jægerfamilie, et ældre ægtepar og den enlige mand, der på mere eller mindre fornuftig vis forsøger at retfærdiggøre deres hobby. Vi er tilskuere til slagtninger af "to stykker vildt", som jægerne kalder det – og "nedlæggelsen" af endnu flere. En af disse seancer efterfølges af korte klip af fattige afrikanere,  som med tomme blikke sidder ved små kasser fyldt med dyreligsrester. I næste scene ser vi det solbadende ægtepar, der taler om elsdyrsantilopens himmelske mørbrad. Helt hverdagsligt og fragmenteret. Vidunderligt grufuldt og absurd på én og samme tid.

"Safari" er bygget op omkring nøje komponerede scener af jagtturisterne, der fortæller om hobbyen, og håndholdte reportager fra jagtudflugterne. Som publikum får vi ingen baggrundsviden. Her er ingen ledende voice-over og musik. Seidl har en karakteristisk lakonisk tilgang til sine emner, der til dels understreger de groteske aspekter, men tilføjer underspillet sardonisk humor på bekostning af både medvirkende og tilskuer.

Dokumentaren bliver mere og mere dyster, som handlingen skrider frem, hvilket bestemt ikke er for sarte sjæle. Alligevel har "Safari" aldrig en tydelig agenda. På umådelig simpel vis problematiseres vores hyperkomplekse og utroligt kontrastfulde samtid. Ondskaben er ikke til at benægte, men hvem er egentlig de skyldige? Den østrigske ejer af jagtfarmen er ikke i tvivl: "Ondets rod er mennesket selv."

Stor poesi er at sige rigtig meget med meget få ord, og dét formår Ulrich Seidl med "Safari". I skildringen af de østrigske jagtturister kommer han rundt om liv og død, rig og fattig, god og ond på en balanceret måde, der elegant veksler mellem det humoristiske og det gravalvorlige. Det er en film, der med meget få virkemidler er både underholdende, kvalmende og tankevækkende. Verden er ikke sort-hvid, men det er sjældent, vi tager os tid til at dykke ned i de komplicerede og ubehagelige gråtoner. Dét tør "Safari".

Safari