Anmeldelse: Shelley

Du tror måske, du har set historien før. Holdet bag "Shelley" har endda valgt at gøre højlydt opmærksom på en reference til et andet værk. Den mørke barnevogn fra Roman Polanskis "Rosemary’s Baby" kan nemlig ses samme sted på begge films plakater, og der er rigtigt nok mange tematiske ligheder mellem de to film. Når den danske film "Shelley" først kommer i gang, kæmper instruktør Ali Abbasi og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne dog bravt for at ryste pregnancy horror-genrens klicheer af sig – og det lykkes.

Det unge skandinaviske par Louise og Kasper er flyttet ind i et smukt hus midt i en skov. Her udlever de drømmen om det simple liv. Den står på luksus-isolation i form af stearinlys, høns i skuret og vand fra brønden. Louise er imidlertid fysisk og emotionelt udmattet efter en stribe fejlslagne graviditeter. Parret har brug for hjælp.

Den hjælp får de af den unge rumæner Elena. Hun bliver til at starte med deres nye husholderske og takker senere ja til at blive rugemor for parrets barn. Som graviditeten skrider frem, begynder det hele dog at føles forkert for Elena. Er bivirkningerne og de mange mareridt noget helt normalt, som parret og deres læge bliver ved med at forsikre hende om, eller er der noget galt med det barn, hun bærer inde i sig?

"Shelley" er en gyser, der handler mere om privilegie end ondskab på traditionel vis – eller måske snarere privilegie som en form for ondskab. Filmen skildrer, hvad der sker, når parallelsamfund kommer i kollisionskurs. Der er mange ting, der bidrager til den voksende kløft mellem filmens hovedpersoner: penge, køn, kultur, sprog, det åndelige. Filmen undersøger, hvordan alle disse ting kan benyttes som en form for magt. Den form for samfundskommentar er usædvanlig i gysergenren og et meget velkomment indspark.

Debuterende Abbasi benytter sig af en stilfuld, næsten Bergman'sk minimalisme. Beslutningen om at caste nye og velspillende ansigter bidrager til´, at universet bliver mere troværdigt og absorberende. Der opstår dog stilbrud, hvor instruktøren føler det nødvendigt at bruge trætte horror-teknikker som bratte indklip, dramatisk forvarslende gysermusik og måske værst af alt – korte blodige flashforwards til hændelser, der ofte aldrig finder sted. De færreste har brug for at se flere badekar flyde over med teaterblod. Denne overkompensering forårsager, at vi sporadisk bliver hevet ud af den ellers dragende, klaustrofobiske stemning.

"Shelley" er en stilfuld og modig dansk gyser med flere overraskende vendepunkter. Dog trækker filmens anden akt, hvor klicheerne får lov til at florere, og den visuelle stil ændres, lidt ned på helhedsindtrykket. En lovende og seværdig spillefilmsdebut, der vil appellere til både drama- og horror-fans.

Shelley