Anmeldelse: Silence

27 år. Så lang tid tog det for den nu 74-årige Martin Scorsese at realisere sit drømmeprojekt "Silence". Den vedholdenhed er i sig selv dybt imponerende. Som om det ikke er nok, så er det oven i købet også første gang siden "Casino" fra 1995, at Scorsese har været manuskriptforfatter på en spillefilm. Men er det færdige produkt så den lange ventetid værd? Er "Silence" det seneste mesterværk til samlingen i en karriere, der tæller perler som "Taxi Driver", "Raging Bull" og "Goodfellas"?

Vi befinder os så langt fra Scorseses velkendte New York, som man overhovedet kan komme. Handlingen finder sted i det 17. århundrede, hvor to portugisiske jesuitter drager til Japan for at finde deres læremester (Liam Neeson), der efter sigende har vendt kristendommen ryggen. Der er bare ét problem: Det er forbudt at være kristen, og alle troende bliver tortureret og dræbt, hvis de ikke opgiver deres tro. Pater Rodrigues (Andrew Garfield) og pater Garupe (Adam Driver), der ikke ligefrem smelter sammen med omgivelserne, er derfor på en livsfarlig mission. De har ingen anelse om, hvem de kan stole på.

Ved første øjekast kan det synes underligt, at Scorsese har været interesseret i en fortælling, der foregår i Japan i det 17. århundrede. For Scorsese, som selv var tæt på at blive præst, er det da heller ikke tidsperioden, men snarere de eksistentielle spørgsmål, filmen bringer op, som har været drivkraften. "Silence" er først og fremmest en film om tvivl. Om Guds tavshed. Filmen tør stille svære spørgsmål, som der ikke findes simple svar på. Hvorfor er Gud tavs? Findes Gud overhovedet? Og hvor langt vil du gå for det, du tror på? Det er spørgsmål, vi er vant til at se i europæiske kunstfilm af mesterinstruktører som Ingmar Bergman og Robert Bresson, men kun sjældent ser i Hollywood. "Silence" føles derfor som lidt af en anomali.

At Scorsese har haft respekt for forlægget skrevet af den japanske forfatter Shusaku Endo er tydeligt. Væk er den avancerede visuelle stil med de lange, overdådige kamerature og den dynamiske klipning, som vi kender fra "Goodfellas" og "The Wolf of Wall Street". "Silence" føles noget mere ligefrem. Scorsese har valgt at fokusere på at fortælle historien uden for mange overflødigheder. Desværre har den minimalistiske tilgang til materialet ikke den ønskede effekt. Frem for at føle sig inviteret til at gruble over de mange eksistentielle spørgsmål føler man blot, at man får serveret filmens plotpunkter ét efter ét. Resultatet er en noget monoton film, der efterlader en med en noget flad fornemmelse. 

På adskillige punkter er "Silence" ellers en fornøjelse at overvære. Castet, der primært består af relativt ukendte japanske skuespillere, gør det fortrinligt, og som det altid er tilfældet, når Scorsese instruerer, er den tekniske side af filmen fremragende. At der er blevet bygget en hel landsby blot til optagelserne af denne film kan ikke undgå at gøre indtryk. Sammen med Rodrigo Prietos betagende smukke fotografering får det én til at føle, at man virkelig befinder sig i 1600-tallets Japan.

 

"Silence" er på en og samme tid en imponerende bedrift og lidt af en skuffelse. At Scorsese har lavet en dyr, amerikansk film om tvivl og tro er beundringsværdigt. Desværre bliver filmen aldrig det mesterstykke, den havde potentiale til. Selvom både tematikken og tidsperioden er betagende, bliver de store spørgsmål ikke behandlet med så stort kunstnerisk overskud, som spørgsmålene kræver. Det er, som om Scorsese har haft for meget respekt for Endos forlæg. Selvom "Silence" fascinerer, kan man dårligt hævde, at filmen var den lange ventetid værd.

Silence

Kommentarer

Silence

  • ★★★★0

    Lidt øv, men i den alder laver de færreste et mesterværk. Men jeg skal se den og den lader til at være god nok.  

    Babo26-01-17 08:46

  • ★★1

    Lidt øv, men i den alder laver de færreste et mesterværk. Men jeg skal se den og den lader til at være god nok.  

    Kom i den forbindelse til at tænke på Kurosawa som lavede mesterværket 'Ran' da han var 75!

    Thomas Fenger26-01-17 08:52

  • ★★★★0

    Kom i den forbindelse til at tænke på Kurosawa som lavede mesterværket 'Ran' da han var 75!

    Ikke mesterværk i min bog, men der er sikkert undtagelser, men typisk hører det vel til sjældenheder. 

    Babo26-01-17 09:18

  • ★★★★★★0

    Jeg glæder mig vildt meget Silence efter at have læst andre anmeldelser :)

    Guldager26-01-17 09:28

  • ★★★0

    Lidt øv, men i den alder laver de færreste et mesterværk.

    Det ville bl.a Haneke, Bergman, Wilder og Eastwood nok være uenig i. ;)

    Dolphinfriendly26-01-17 13:22

  • ★★0

    Det ville bl.a Haneke, Bergman, Wilder og Eastwood nok være uenig i. ;)

    Jeg forstår godt tanken, men tror du, at de fire nævnte instruktører selv opfatter deres egne film som mesterværker? Det er vel snarere deres fans, der ville være uenige i Babos udtalelse. :-)

    BN26-01-17 13:36

  • ★★★★★★3

    Newt Arnold var 66, da han lavede Bloodsport! :)

    Guldager26-01-17 13:56

  • ★★★★0

    Nicki - BN er inde på det rigtige :) Desuden, der er undtagelser som med alting. Men det er ikke helt forkert at sige, at en vis udbrændthed kan have meldt sig i alderen af 70+ og kreativiteten (og sulten) ikke er, hvad den engang har været. 

    Babo26-01-17 14:01

  • ★★★0

    Det kan der være noget om - og dér ville Scott (og Peter Jackson, der som bekendt er blevet meeeeget gammel af sind mht kreativitet :D ) være enig. ;) 

    Dolphinfriendly26-01-17 14:12

  • ★★★★0

    ..måske Peter Jackson blev voksen?

    Ærgerligt at jeg IKKE blev.. Meet the Feebles ER mesterværket! (vred/skuffet)HUN-Flodhest med M60'er.. intet at sige efter:

    www.youtube.com/watch

    :-D

    Gasivodo27-01-17 06:56

  • 0

    Lidt øv, men i den alder laver de færreste et mesterværk. Men jeg skal se den og den lader til at være god nok.  

    Ageist!

    BusinessMonkey27-01-17 10:56

  • 0

    Kunne ikke være mere uenig! Denne film er et mesterværk, en moden mesters værk. Scorsese har lavet en af sine absolut bedste film; hjertegribende rørende, blændende smuk og nådesløs brutal. Kan ikke huske hvornår en film sidst har gjort så stort indtryk på mig - den sidder stadig i kroppen, selv om det nu er en uge siden, at jeg så den. Den er en fabelagtig fortælling om betydningen af tro og hvad den kan koste. Skildringen af de forfulgte kristne i 1600-tallets Japan, leder også tankerne hen på de millioner af kristne, der lever på flugt i vores tid. Den er strøget direkte ind på min personlige top 10 liste over største filmoplevelser ever! Se den!

    Movielover 9-02-17 21:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen