Anmeldelse: Suburbicon

Dagligt hører vi om politiske begivenheder, vi som borgere i verden burde tage os af. Menneskerettigheder for etniske minoriteter, kvindesagen og vores kastrerede mandebillede samt den evige debat om det skadelige ved ikke at udtrykke sig i en hæmmende eksistens. Ved at bruge 1950'ernes glansbillede af det perfekte miljø og forstad skaber instruktør George Clooney en parallel til vores dagligdag ved at fortælle en historie, der burde være relevant, men desværre aldrig bliver det.

"Suburbicon" finder sted i, ja, den lille by Suburbicon i 50'erne, hvor alt er lutter fryd og gammen. Alle kommer godt overens med hinanden, men en dag flytter en sort familie ind i nabolaget, og så får den venlige tone andre ben at gå på. Samtidig bryder to mænd ind i et pænt middelklassehjem, hvoraf en lille dreng mister sin mor og må indfinde sig med den viden, at hans far ikke reagerer med den samme etiske afstandtagen, som han ellers havde forventet sig af sin lovlydige forælder.

Det er en sært frustrerende oplevelse at sidde i et biografsæde og vide, at de levende billeder på lærredet burde fortælle en vigtig historie om vores samtid, men aldrig formår at udhældes over sit publikum. I stedet distancerer "Suburbicon" sin ellers velvillige tilskuer ved at nedtone sit eget formål ved brug af absurd humor, der ville virke i mange film om sammeemne, men som her falder fladt til jorden, fordi ingen af de andre dramaturgiske kneb virker heller.

Lad os eksempelvis tage kriminalhistorien, hvis svageste elementer bliver gennemfortalt, men hvis ægte spænding der ikke bliver taget hensyn til. Da ekstremiteterne i filmens sidste akt bliver ført ud i livet, er vi kun udmattede efter at have været ført igennem en endeløs tour-de-force uden mål og mening, og det overrasker derfor desværre ikke, når "Suburbicon" endelig falder igennem. Her er nemlig en film, der vil meget, men hvis politiske stemme slet ikke er kraftig nok til at slå igennem den menneskemængde, der til sidst stormer igennem det ellers så fredelige nabolag. Der er ikke nok vrede, der er ikke nok sarkasme. Der er ikke nok målrettet vilje, og der er ikke nok entydig fokus. Der er ikke rigtigt noget tilbage, når rulleteksterne til sidst figurerer over lærredet.

Der er et behov for at skabe mening i nutidens hverdag, men med "Suburbicon" ved Clooney ikke, hvor han skal begynde, eller hvad hans endelige morale skal være. "Suburbicon" er som at se en film af Coen-brødrene (der da også har skrevet det oprindelige manuskript) uden at have deres bid eller sans for timing. I sine bedste øjeblikke har han derfor her skabt en film, der har underholdende segmenter. I sine værste øjeblikke har vi dog her at gøre med en mildt irriterende film, der let kan affærdiges med et vink og øjeblikkelig forglemmelse. Og det må være noget af det værste, der kan siges om en film, der ellers prøver at skabe et politisk ståsted.

Som instruktør er George Clooney en talentfuld herre, men med dette nye værk har han overtaget en stemme fra Coen-brødrene og derved glemt sin egen. Den kolde frastand, som Coen-brødrene baserer deres humor på, er i "Suburbicon" den mur, der afholder os fra at have en egentlig sympati og interesse i den yderligere udvikling. Det er ærgerligt, for der er en god film i "Suburbicon", der aldrig rigtigt kommer op til overfladen.

Suburbicon

Kommentarer

Suburbicon

  • 0

    "Kolde frastand"? Er det det dét, min generation kalder sort måske endda ligefrem galgenhumor? 

    Argh! Generationskløften bliver kun større.. 

    Gasivodo 7-12-17 00:14

Log ind for at deltage i diskussionen